12. jan. 2024 kl. 11:44
142 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Fredagsstemning i C25 - næsten alle selska...

Der blæser positive vinde over det danske aktiemarked fredag, som dermed kommer stærkt tilbage efter torsdagens lille fald.

I toppen fortsætter Ambu sit kursridt med et plus på 6 pct. uden umiddelbart nyt til aktien, mens et bredt felt følger med mindre, men signifikante stigninger præget af analysenyt til blandt andet Carlsberg, Mærsk, Danske Bank og DSV.

Kun Vestas og Pandora ligger fredag eftermiddag med fald.

C25-indekset stiger ved middagstid fredag 1 pct. til 1874,40, hvilket er det højeste niveau siden maj 2023. Der skal dermed gå meget galt, hvis ikke anden handelsuge i 2024 ender positivt, da C25 sluttede i indeks 1821,20 fredag i sidste uge.

- Vi har rystet torsdagens amerikanske inflationstal overraskende godt af os, efter at det faktisk landede lidt højere end ventet. Det er lidt overraskende, at markedet tager det så pænt. Det vidner om, at markedet tror på, at renten skal ned, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Han vurderer, at risikoappetitten er kommet tilbage i markedet, hvilket måske kan forklare, hvorfor Ambu er steget stort to dage i streg, mens sidste års helt store vinder, Novo Nordisk, står lidt i stampe.

Fra udlandet kommer der over middag impulser fra USA, hvor den amerikanske regnskabssæson skydes i gang med regnskaber fra blandt andet JPMorgan, Bank of America og Citigroup. Og de kan få indvirkning på retningen på børserne i Europa.

ANALYTIKERNYT TIL FLERE

Foruden Ambu, der er dagens absolutte højdespringer, er der spredt fægtning i den øverste halvdel af C25-indekset. En lang række af selskaberne har fået nyt fra analytikerne, og det sætter sit præg på handlen.

Blandt andet har Carlsberg fået løftet anbefalingen til "outperform" fra "neutral" hos franske BNP Paribas, der også løfter kursmålet for aktien til 1040 kr. fra 965 kr.

Bryggeriaktien stiger 1,1 pct. til 900,80 kr.

Derudover har Danske Bank, der aflægger regnskab 2. februar, fået nyt fra to fronter. DNB Markets løfter kursmålet til 220 kr. fra 212 kr. efter at have regnet sig frem til nye og højere estimater for storbankens indtjening i 2024 og 2025.

Omvendt har Nykredit Markets sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb".

Danske Bank stiger 1,4 pct. til 191 kr. i middagshandlen.

FOKUS PÅ MÆRSK

Der er fortsat fokus på Mærsk-aktien fredag, efter at USA og Storbritannien i et angreb i Yemen natten til fredag har ramt mere end 60 mål på over 16 lokationer med forbindelse til Houthi-bevægelsen, oplyser det amerikanske luftvåben.

- Mærsk-aktien bliver nok "one to watch" i dag efter nattens udvikling i Mellemøsten. Det samme gælder andre selskaber, hvor olieprisen spiller en nøglerolle, skriver Artha Kapital i en kommentar.

Oveni har Mærsk fået sænket kursmålet af finanshuset Stifel til 17.000 kr. fra 20.000 kr. Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af Bloomberg News.

B-aktien i rederikoncernen stiger 0,7 pct. til 13.190 kr.

I samme branche har transportkoncernen DSV fået løftet sit kursmål til 1450 kr. fra 1290 kr. hos Nordea, der samtidig gentager købsanbefalingen.

DSV-aktien ligger 2 pct. højere i 1269,50 kr.

Pandora ligger i bunden af C25 med et minus på 1 pct. i 976 kr.

Fredag har ABG Sundal Collier sænket sin anbefaling af smykkeaktien til "hold" fra "køb". Finanshuset hæver dog kursmålet til 1050 kr. fra 950 kr.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her