12. dec. 2023 kl. 11:20
67 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Genmab, Novo og Rockwool tynger på rød dag

Trekløveret Novo, Genmab og Rockwool trækker godt ned i det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor indekset falder 0,8 pct. til 1713,99.

- De tre aktier tynger godt og er baggrunden for, at markedet i Danmark udvikler sig ringere end ude i Europa, hvor de fleste markeder ligger med mindre stigninger, vurderer senioraktiehandler Martin Munk i Jyske Bank over for MarketWire.

De tre største markeder i Europa, Storbritannien, Tyskland og Frankrig stiger med mellem 0,3 og 0,8 pct. onsdag middag.

Generelt er markedet afventende frem mod dagens amerikanske inflationstal og onsdagens rentebetaling fra den amerikanske centralbank, påpeger han.

NOVO FALDER EFTER FEDMENYT FRA USA

Novo Nordisk falder 1,6 pct. til 658,30 kr.

- Fedmerelaterede aktier havde en tung mandag i USA, og det er spilovereffekten derfra, der rammer Novo Nordisk i dag, vurderer Martin Munk.

Jyske Bank forstår dog ikke reaktionen, som findes overraskende.

Mandag blev rivalen Eli Lilly sendt ned i USA, efter at et studie med selskabets fedmemiddel, Zepbound, viste, at patienterne tog halvdelen af den tabte vægt på igen efter endt behandling.

Et Novo-studie med det konkurrerende produkt, Wegovy, har tidligere ligeledes vist, at patienter forøgede vægten igen efter endt behandling.

GENMAB HELT I BUND

Helt i bund ligger Genmab med et fald på 5,8 pct. til 2082 kr.

Der kan være to forklaringer på, at Genmab tynges ned tirsdag.

- Genmab tynges af nye data, vurderer senioraktiehandleren, der dog påpeger, at reaktionen synes overdrevet og uforståelig. Genmab præsenterede mandag aften data fra et fase 1-studie med lægemiddelkandidaten GEN3014 - også kendt som Hexabody-CD38 - der kan blive afløseren til Darzalex. Af præsentationen fremgik det, at den overordnede responsrate hos studiets deltagere faldt en smule i det seneste studie sammenlignet med det forrige.

Vigtigere kan være, at der måske er opstået tvivl om, hvorvidt Genmabs partner Johnson & Johnson vil udnytte en option på Hexabody-CD38.

Hos amerikanske Citi er man ifølge Bloomberg News i "stigende grad bekymret" for, om Johnson & Johnson vil gøre brug af sin optionsmulighed. Det fremhæves videre, at "indsatsen og omkostningerne" forbundet med at gøre Hexabody-CD38 til standarden i førstelinjebehandling frem for Darzalex "ikke bør undervurderes".

Genmab og Johnson & Johnson indgik i juni 2019 en optionsaftale om et eksklusivt samarbejde om Hexabody-CD38. Hvis det amerikanske selskab vælger at udnytte sin option, vil det få licens til at udvikle og producere samt stå for kommercialiseringen af midlet mod en betaling på op mod 275 mio. dollar i optionsgebyr samt milepælsbetalinger foruden 20 pct. af omsætningen i royalties frem mod 2031.

ROCKWOOL SÆNKET AF GOLDMAN

Anbefalingen af aktien i Rockwool blev mandag sat ned til "sælg" fra "neutral" af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, og kursmålet blev justeret til 1710 kr. fra 1745 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

B-aktien falder 3,2 pct. til 1874,50 kr.

Selvom indekset falder, er der dog ti C25-aktier, der stiger. Ørsted topper med et plus på 1,3 pct. efterfulgt af Mærsk-aktierne med et plus på omkring 1 pct.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her