24. okt. 2023 kl. 11:23
231 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: GN i top efter tal fra konkurrent - DSV ba...

GN ligger helt i front i C25-indekset tirsdag middag efter opløftende opjustering fra schweizisk konkurrent, mens DSV er vendt rundt efter en ellers positiv start på dagen.

Eliteindekset stiger marginalt ved middagstid til indeks 1605,98. Og dermed har eliteaktierne kurs mod at bryde stimen af syv børsdage på stribe klædt i rødt.

- Udviklingen herhjemme flugter meget godt med de øvrige aktiemarkeder i Europa. Der er roligt på indeksniveau efter en turbulent periode, og det ser ud til, at investorerne tager en puster. Vi ser ligeledes, at renterne er i ro, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

DSV FALDER TRODS LØFT AF PROGNOSE

Regnskabsaktuelle DSV har vendt et indledende plus til en bundplacering, og aktien bakker 1,6 pct. til 1099 kr.

- Umiddelbart ligger tallene fra DSV inden for skiven. Vi ser der har været lidt faldende fragtmængder, og det får måske aktien til at tippe lidt ned, siger Martin Munk og fortsætter:

- Aktien har ellers været inde i en svær periode op til regnskabet blandt andet med medlingen om en ny CEO - så jeg havde ikke regnet med, at kursen skulle ned.

Transport- og logistikselskabet har opjusteret bunden af sine forventninger til et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 17,5-18,5 mia. kr. i hele 2023. Tidligere var spændet 17,0-18,5 mia. kr.

I regnskabet annoncerer DSV også et partnerskab med saudiske Neom. Sammen vil de to skabe et joint venture-selskab med en investering på 10 mia. dollar, hvor det saudiske selskab vil eje 51 pct. af det fælles barn, mens DSV får en ejerandel på 49 pct.

SJÆLDEN MEDVIND TIL GN

På øverste hylde i eliteindekset ligger GN, efter et stærkt regnskab fra den schweiziske gaming-rival Logitech.

- Der er lidt positiv afsmitning til GN fra Logitech. Samtidig har GN været inde i en svær periode, så den løftes i dag af godt nyt fra konkurrenten på forretningen for headsets, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

GN´s Enterprise-forretning sælger headsets og kommunikationsudstyr til virksomheder.

GN stiger 5,8 pct. til 117,40 kr., men aktiekursen er i år faldet med over en fjerdedel.

Ørsted ligger lige efter GN med et plus på 3,4 pct. til 334,80 kr.

- Der er medvind til hele forsyningssektoren i Europa i dag - og rentefølesomme Ørsted hives med frem af en rente i ro, siger Martin Munk.

DET GÅR BEDRE END VENTET FOR TOPDANMARK

Forsikringsselskabet Topdanmark tjente flere penge end ventet i tredje kvartal, og på den baggrund løftes forventningerne til hele året.

Den såkaldte modelmæssige resultatprognose ses nu ramme 1100-1210 mio. kr. i hele 2023 mod tidligere ventet 1050-1200 mio. kr.

Topdanmark stiger 4,6 pct. til 312,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her