05. sep. 2023 kl. 11:42
188 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: GN og Ørsted får flest tæv i rødt C25

Meldingen om en ny forretningsstruktur sender GN til den tunge ende af C25-indekset, hvor Ørsted fortsætter sidste uges kedelige trend.

Novo Nordisk fortsætter sit rekordridt og er med til at mindske nedturen for eliteindekset.

Alt i alt ligger C25-indekset ved 11.20-tiden med et fald på 0,5 pct. i 1746,40, hvilket er helt på linje med udviklingen i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

- USA havde lukket i går, og vi har ikke noget nyt fra makrosiden. Så derfor er der ikke så meget nyt at handle på, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

GN BAKKER EFTER MINDRE SANDSYNLIGHED FOR OVERTAGELSE

GN annoncerede mandag aften, at det vinker farvel til sine divisioner som to selvstændige selskaber og har udpeget Peter Karlströmer som topchef for koncernen.

Peter Karlströmer har hidtil stået i spidsen for GN Audio, der nu er fortid, ligesom det også er tilfældet for GN Hearing. Samtidig forlader koncernchef og GN Hearings topchef, Gitte Aabo, selskabet for i stedet at fokusere på en bestyrelseskarriere.

Sammenlægningen af de to divisioner giver ifølge Mads Zink både plusser og minusser, hvor de negative punkter er, at integrationen af de to divisioner medfører øget risiko.

- Yderligere ser markedet også tiltaget mindske sandsynligheden for en overtagelse, siger Danske Banks chefhandler.

GN-aktien ligger 3,5 pct. lavere i 135,20 kr.

Endnu værre går det Ørsted, der taber 5,8 pct. til 406,30 kr. Dermed fortsætter energiselskabet nedturen efter nedjusteringen sendt tirsdag, hvor aktien lukkede i 559,40 kr.

TRYG I TOP EFTER LØFTET ANBEFALING

Tryg-aktien topper C25-indekset med et plus på 2,0 pct. i 132,50 kr., efter at Morgan Stanley har løftet sin anbefaling for forsikringsaktien til "overvægt" fra "ligevægt" med et kursmål, der er hævet med 2 kr. til 178 kr.

Novo Nordisk-aktien lukkede mandag med årets 26. lukkerekord og tirsdag er der udsigt til den 27. af slagsen, da aktien ligger med en stigning på 0,9 pct. i 1322,40 kr.

GENMAB FALDER LIDT TILBAGE EFTER VENTEDE STUDIEDATA

Genmab og partneren Seagen har med lægemidlet Tikdav nået de primære endemål i et fase 3-studie af andenlinje-behandling af patienter med tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.

Det var ifølge Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen dog i store træk ventet, og Genmab-aktien taber også 0,3 pct. til 2655 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her