01. nov. 2023 kl. 11:46
178 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Kavalkade af dårlige nyheder sender Ørsted...

Ørsteds amerikanske mareridt fortsætter onsdag med en kæmpe nedskrivning og en fortsættelse af nedturen til det laveste niveau siden maj 2017.

Aktien dykker 18,4 pct. til 277,30 kr. efter en kæmpe nedskrivning på 28,4 mia. kr. og et dobbelt så stort underskud som ventet i tredje kvartal.

- Ørsted fylder jo alt i dag. Der er ingen fokus på Q3-regnskabet, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Ørsted forventer også en hensættelse på 8-11 mia. kr. i fjerde kvartal, og det er ifølge Mads Zink den, der er allermest fokus på.

- Det giver en kæmpe usikkerhed omkring, hvordan vi kommer til at se Ørsted fremadrettet, siger Mads Zink, der pointerer, at selskabet har sagt, at det vil komme tilbage med en opdatering på de langsigtede strategiske og kommercielle målsætninger.

Usikkerheden er meget forøget i hele Ørsted-casen, fremhæver Mads Zink, der venter, at telekonferencen klokken 14 bliver afgørende.

- Jeg kunne forestille mig, at aktien vil være relativt usikker indtil vi får et bedre indblik i de langsigtede strategiske, finansielle og kommercielle målsætninger.

Hos finanshuset Citigroup ses der også med frygt på Ørsteds depressive meldinger.

- Den forringede balance og uopnåelige langsigtede mål vil sandsynligvis medføre kapitalforhøjelse og få en nedjustering på bordet, vurderer analytiker Jenny Ping.

ELITEINDEKSET UNDER PRES

Det store dyk er med til at lægge pres på C25-indekset, der taber 0,9 pct. til 1606,33, hvor ni aktier ligger i plus heriblandt indekstunge Novo Nordisk.

I Europa sidder investorerne på hænderne med en helt flad udvikling til det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvilket sker forud for en række vigtige nøgletal fra USA og aftenens rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserves.

Nøgletalsmæssigt vil fokus i første omgang være på jobrapporten fra ADP og senere onsdag eftermiddag kan Jolts-opgørelsen og ISM-erhvervstilliden tage opmærksomhed før Federal Reservs topchef, Jerome Powell, afslutte ballet med rentemelding klokken 19 og pressemøde en halv time senere.

NOVO I FRONT

I den stik modsatte ende af eliteindekset befinder Novo Nordisk sig med et plus på 1,5 pct. i 687,10 kr. Næstbedst ligger Genmab med en stigning på 1,1 pct. til 2012 kr.

De to medicinalaktier følger en positiv udvikling til sundhedsaktierne i Europa, påpeger Danske Banks chefhandler.

Blandt sidepapirerne har både Sydbank og Spar Nord afleveret regnskab, der dog ikke skaber store skvulp på aktiemarkedet, hvor begge aktier falder 0,8 pct. til henholdsvis 303,30 kr. og 106 kr.



Makroøkonomisk modvind fortsatte i tredje kvartal med at lægge pres på raterne og reducere volumen på tværs af begge divisioner hos transport- og logistikkoncernen Nordic Transport Group, NTG, der onsdag bliver sendt ned med 12,2 pct. til 245,50 kr.

- Det er helt fair, at den er under pres, vurderer Mads Zink, der henviser til, at EBIT var dårligere end ventet, og især da den var hjulpet af engangsposter, hvilket også gjaldt for prognosen, så der de facto var tale om en nedjustering.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her