27. sep. 2024 kl. 11:52
96 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Kinesisk medvind til Carlsberg trumfes af ...

Carlsberg bruser fredag til tops i det danske C25-indeks efter en uge med løfter om hjælp til de kinesiske forbrugere fra Kinas regering.

I ugens løb har det kinesiske politburo for det kinesiske kommunistparti med generalsekretær Xi Jinping i spidsen lovet en håndsrækning til det kinesiske folk og lempelser til bankerne for at få forbruget i gang.

- Det har været lidt en uge i Kina. De har fyret den helt store raket af - først boligmarkedet, så bankerne og nu er turen kommet til forbrugerne, der får en check, de kan bruge i Golden Week, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital, til MarketWire.

Nederst i C25 er der pres på Novo Nordisk, der uden selskabsspecifikt nyt falder knap 3 pct. Her slutter Bavarian Nordic sig til selskabet trods en stor vaccineordre fra Unicef og en opjustering af forventningerne.

Samlet falder det danske C25-indeks ved 11.45-tiden med 0,3 pct. til 1960,57.

CARLSBERG I VEJRET INDEN GOLDEN WEEK

Bryggeriet Carlsberg har med et plus på 4,4 pct. til 825,60 kr. lagt sig suverænt i spidsen ved middagstid.

Det er ifølge Lars Hytting meldinger fra Kina om hjælp til forbrugerne - foruden andre tiltag - der er med til at løfte stemningen omkring aktien.

Tiltagene gælder blandt andet rentesænkninger, større investeringer fra det offentlige og en øget kontrol med boligmarkedet.

Og så skulle den kinesiske regering være klar med en check til kineserne, der næste uge holder fri i anledning af Golden Week. Checken skal bruges i ugens løb, siger Lars Hytting.

- Myndighederne gør alt for at få gang i privatforbruget.

Blandt det tynde øl i C25 er Novo Nordisk, der uden selskabsspecifikke nyheder falder 2,9 pct. til 810,30 kr.

Medicinalgiganten har været underlagt stor opmærksomhed i ugens løb - ikke mindst da topchef Lars Fruergaard Jørgensen deltog i en høring i Senatets sundhedsudvalg i USA.

BAVARIANS OPJUSTERING FÅR INGEN FANFARE

Bavarian Nordic offentliggjorde torsdag eftermiddag en ordre på 1 mio. mpox-vacciner fra Unicef og en dertilhørende opjustering af forventningerne.

Både omsætningen og driftsoverskuddet ventes nu højere i 2024. Alligevel er der ikke megen jubel at spore i markedet, der sender aktien ned med 3,1 pct. til 229,30 kr.

Det skyldes ifølge Lars Hytting, at opjusteringen var ventet, og at den gerne skulle have været større.

A.P. Møller-Mærsk svinger fredag omkring nullet, efter at der fra Kina er offentliggjort sjette ugefald i træk i spotpriserne målt på SCFI-indekset.

B-aktien bakker 0,1 pct. til 10.715 kr.

BRITISK STORBANK LØFTER KURSMÅL FOR NOVONESIS

Novonesis har fået løftet kursmålet hos børshuset Barclays til 500 kr. fra 525 kr. Anbefalingen "overvægt" gentages.

Aktien stiger 0,4 pct. til 477,60 kr.

Danske Bank og Nordea har begge fået genindledt dækningen hos Goldman Sachs.

For førstnævntes vedkommende er det med anbefalingen "neutral" og et kursmål på 235 kr., mens Nordea får en købsanbefaling og et kursmål på 104,39 kr.

Danske Bank viger 0,8 pct. til 202,30 kr., mens Nordea går 0,9 pct. op til 79,30 kr.

Alm. Brand har ligeledes fået genindledt dækningen. Det er hos Danske Bank, der venter store udlodninger i de kommende to et halvt år. Aktien genindledes med anbefalingen "køb" og et kursmål på 17 kr.

Opkøbsrygterne sværmer fortsat om NNIT, efter at det i sidste uge forlød, at nogen havde set sig varm på selskabet.

Blandt de interesserede er kapitalfonden Polaris, der over de seneste måneder har opbygget en position i selskabet, skriver Børsen.

Polaris ejer mindre end 5 pct. af aktierne, men har en "signifikant investering i aktien", fortæller kapitalfondens porteføljemanager, Roger Hagborg.

NNIT stiger 3,1 pct. til 132 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her