24. aug. 2023 kl. 11:49
310 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Kursfest for ALK mens Novo holder C25 i ko...

ALK-Abelló holder torsdag kursfest efter præsentation af et kvartalsregnskab med fremgang og positive overraskelser på de fleste parametre, mens C25-indekset holdes i kort snor af et mindre tilbagefald i indekstunge Novo Nordisk.

Trods pæne plusser i toppen af indekset til blandt andre Ambu, Netcompany og Bavarian Nordic løftes C25-indekset samlet set blot 0,6 pct. til 1779,37.

Men det ændrer ikke ved, at indekset følger den positive stemning i Europa - og mere til. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger ved middagstid 0,4 pct. højere stimuleret af et opløftende regnskab fra den amerikanske chip-gigant Nvidia onsdag aften efter amerikansk børslukketid.

- Der er positive vinde over hele linjen, og de kommer blandt andet fra et flot regnskab fra Nvidia i eftermarkedet. Der var meget spænding om det, og om det her AI-tema kunne buldre videre, og det ser bestemt sådan ud, bemærker senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Han tilføjer dertil onsdagens negative PMI-tal fra både eurozonen og USA, som bidrog til lavere renter og udsigten til en mulig pause i centralbankerne rentestramninger.

- Det er jo sådan set positivt for aktierne, konstaterer Martin Munk.

MARKANT PLUS TIL ALK

Dagens højdespringer blandt de større danske aktieselskaber er med afstand ALK-Abelló, der før børsåbningen har fremlagt et regnskab med fremgang på både top- og bundlinje.

- Der måske lige det "aber dabai", at tabletsalget i Europa stadig står lidt i stampe og skuffer en lille smule. Ledelsen har jo sagt, at det er midlertidigt, mens markedet har frygtet, at det er lidt mere længerevarende, og det her kvartal ændrer jo ikke på det, mener Martin Munk.

Hovedtrækkene fra kvartalsregnskabet er en omsætning på 1135 mio. kr., mens analytikere havde ventet et salg på 1108 mio. kr. ifølge estimater indsamlet blandt syv analytikere af ALK selv. Nettooverskuddet blev 66 mio. kr. mod ventet 58 mio. kr. blandt analytikerne.

Tabletsalget overraskede overordnet positivt. I Europa, hvor der har været vækstproblemer, er salget dog en smule lavere end ventet.

Vaccineaktien stiger torsdag middag 9,0 pct. til 79 kr., og det er lidt mere, end Martin Munk havde ventet, erkender han.

- Jeg havde troet, at den her tabletsituation ville hæmme bevægelsen. Men investorerne har taget det pænt op, at de gør det godt på andre markeder. Og jeg har set, at topchefen har været ude med positiv retorik om, at der har været rigtig godt gang i den i tredje kvartal, siger seniorrådgiveren.

- Vi har rigtigt gode indikatorer allerede nu på, at tredje og fjerde kvartal bliver gode i Europa. Det handler om, at vi kan se, hvor mange patienter, der tager symptomdæmpende medicin, vi kan se, hvordan pollensæsonen har været, og vi kan se på vores digitale platform, hvor mange der besøger og beder om at få besøg af en læge, siger administrerende direktør Carsten Hellmann til MarketWire.

AMBU I TOPPEN

Tilbage i C25-indekset ligger Ambu i toppen med et plus på 3,5 pct. til 92,60 kr., mens Netcompany løftes 2,9 pct. til 260,60 kr,. og Novozymes stiger 2,5 pct. til 304,80 kr.

Det sker uden større selskabsspecifikke nyheder ud over, at Nordea torsdag har sænket sit kursmål for Ambu til 120 kr. fra 125 kr., men gentaget sin købsanbefaling for selskabet.

NYE KURSMÅL FOR BAVARIAN

Bavarian er også med i indekstoppen med et plus på 1,9 pct. til 163,45 kr., selv om Nordea har sænket kursmålet til 340 kr. fra 424 kr.. Men anbefalingen forbliver "køb", og onsdagens regnskabet fra vaccineselskabet får positive kommentarer med på vejen fra analytikerne fra Danske Bank, som hæver kursmålet til 325 kr. fra 300 kr.

- Et fortsat stærkt salgsmomentum for Rabipur og Encepur er klart endnu et skridt i den rigtige retning for at genvinde markedets tillid efter det seneste flop med selskabets RSV-vaccine i fase 3, skriver analytikeren Thomas Bowers i en kommentar.

Martin Munk påpeger derudover et plus til Royal Unibrew på 1,2 pct. til 583,40 kr.

- Måske fordi vi har hævet fores anbefaling til "køb" fra "hold" og opjusteret kursmålet til 680 kr. fra 650 kr. Men nok også på grund af det positive regnskab tirsdag, antager han.

Også Handelsbanken har genvurderet aktien og løftet anbefalingen til "hold" fra "sælg".

I bunden af C25 falder Novo-aktien 0,6 pct. til 1295,40 kr.

- Den tager lige en puster i dag efter en super god dag i går, da de fik sat navn på en ekstraproducent af Wegovy. Medicinalgigantens aktie satte onsdag lukkekursrekord i 1303,80 kr., siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

Blandt sidepapirerne har handelsdagen også budt på kvartalsregnskab fra Columbus, som viser at it-selskabet fortsatte på vækstsporet i andet kvartal med fremgang på toplinjen for niende kvartal i træk trods modvind på valutasiden med en svækkelse af den svenske og norske krone.

Men aktien taber alligevel 2,2 pct. til 6,16 kr.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her