18. aug. 2025 kl. 11:34
122 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Kursfest for Vestas og Novo sørger for sol...

Vestas er skudt i vejret mandag efter mere lempelige skatteregler for amerikanske vindmølleprojekter og Novo Nordisk er også med til at løfte det danske eliteindeks efter positivt nyt fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.

- Vestas trækker, og det er jo positivt for dansk aktiemarked i dag. Vestas er der jo rigtig meget fokus på efter den der melding med PTC-skatteordningen i USA. Så den fylder meget i dag og stiger også ret voldsomt på det, udtaler Danske Banks chefhandler Mads Zink til MarketWire.

Det danske eliteindeks, C25, ligger mandag ved 11.20-tiden med en stigning på 1,6 pct. i 1679,30, hvor 12 ud af indeksets 25 aktier ligger i grønt.

Stemningen er ikke helt så opløftet i Europa, hvor Stoxx 600-indekset ligger med et mindre fald, idet investorerne afventer et møde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans ukrainske modpart.

VESTAS HAR FÅET POSITIVT NYT FRA USA

Vestas stiger 17,2 pct. til 134,55 kr., efter at skattemyndighederne i USA fredag kom med retningslinjer for, hvordan udviklere af vindparker opnår sikkerhed for, at de får adgang til de nyligt reviderede støtteordninger.

Det vurderer det amerikanske finanshus, Jefferies, der betegner resultatet for vejledningen som "næsten optimalt", sammenlignet med hvad der var frygtet.

Storbanken Citi er også positiv i forhold til de justerede retningslinjer, der primært handler om, hvornår og hvordan udviklerne dokumenterer et projekts byggestart.

De betegnes som langt mindre byrdefulde end frygtet - og det er positivt for Vestas og vindmøllesektoren i det hele taget.

Skal aktien stige så meget på den nyhed, spørger Mads Zink.

- Det er i hvert fald positivt, at der nu er en mulighed for, at man kan få PTC-tilskud i USA frem til 2030. Det vil sige, efter at Donald Trumps præsidentperiode er udløbet. Så det giver noget lettelse, at det amerikanske marked faktisk ser ud til at kunne fortsætte, udtaler Mads Zink.

Norske Fearnleys har dog sænket kursmål og anbefaling for Vestas. Anbefalingen er nu sat til "hold" fra tidligere "køb" og kursmålet skåret ned til 110 kr. fra 115 kr.

ØRSTED HJULPET AF NEDLUKNING AF SHORT-POSITIONER

Den grønne kollega Ørsted har endnu en dag i grønt med en stigning på 2,7 pct. til 214,70 kr. efter fredagens plus på 2,7 pct.

Det kommer dog i kølvandet af et tab på mere end en tredjedel af kursen i de fire første dage af sidste uge efter mandagens overraskende melding om et kæmpemæssigt aktiesalg til 60 mia. kr.

- Jeg har lagt mærke til, at short-portionerne i Ørsted har faldet rigtig meget sidste uge. Så hedgefondene har ligget og købt rigtig mange aktier tilbage i løbet af sidste uge. Så det kunne være, at en historie er, at det er dem, der ligger og køber her, udtaler Mads Zink.

NOVO HAR FÅET POSITIVT NYT OM WEGOVY

Novo Nordisk har fået godkendt vægttabsmidlet Wegovy til behandling af fedtlever, MASH, af de amerikanske sundhedsmyndigheder.

- Det var egentlig ventet, at den ville komme. Men absolut positivt, at de får den også før Eli Lilly, de har jo ikke den godkendelse endnu, udtaler Danske Banks chefhandler med henvisning til at ærkerivalen endnu ikke har en godkendelse for den indikation.

Novo-aktien stiger 4,4 pct. til 343,50 kr. efter et plus fredag på 0,4 pct.

PANDORA STRAFFES FOR REGNSKAB

Pandora kommer med et plus på 0,6 pct. til 849,40 kr. en smule igen efter fredagens skuffende regnskab og nedtur på 18,4 pct.

Efter regnskabet har en lang række finanshuse ændre kursmål og anbefaling for aktien, hvor der overvejende bliver skåret kursmål, men andre såsom Danske Bank hæver modsat anbefalingen til "køb" fra "hold", da der ikke ses nogen grund til bekymring med hensyn til de amerikanske forbrugere.

NKT er med et fald på 0,6 pct. til 591,25 kr. kommet lidt ned på jorden igen efter fredagens kursfest på 8,6 pct., der kom i kølvandet af en opjustering af forventningerne og et bedre end ventet regnskab torsdag aften.

Mærsks B-aktie agerer med et fald på 2,2 pct. til 13.790 kr. bundskraber i C25-regi, hvor Danske Banks chefhandler ikke har set noget, der umiddelbart skulle presse aktien, men at raterne faldt i sidste uge, samt at han vurderer, at den var kommet lidt for højt op.

BOOZT FÅR LØFTET ANBEFALING

Boozt har fået løftet anbefalingen til "køb fra "hold" hos SEB, der samtidig har løftet kursmålet til 66,78 kr. fra 56,33 kr.

Anbefalingen er løftet efter fredagens regnskab, der understregede udfordringen med tilbageholdende kunder. Toplinjen skuffede lidt i andet kvartal, mens overskuddet efter skat slog forventningerne.

Boozt stiger 11,1 pct. til 62,50 kr. efter et fredagsfald på 5,6 pct.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her