14. jul. 2023 kl. 11:38
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Mærsk i front mens fokus rettes mod store ...

Mærsk er hen over formiddagen fredag krøbet til tops i C25-indekset, der samlet set fortsat er understøttet af positive nøgletal onsdag for prisudviklingen i USA, mens handlerne efterhånden drejer opmærksomheden mod de store amerikanske bankregnskaber, som ventes offentliggjort først på eftermiddagen.

Eliteindekset er fredag middag steget til 1815,05 eller med 0,3 pct. i forhold til lukkeniveauet torsdag eftermiddag.

- Vi har haft nogle gode dage på markedet med nøgletallene fra USA, som har givet indtryk af, at centralbanken er ved at få tæmmet inflationspresset. Det har virkelig hjulpet til at få renterne ned og aktierne op, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk.

- Nu skal vi så lige sunde os over det, og der er ro på, og nu begynder vi så at få fokus på regnskaberne for andet kvartal, specielt fra de store banker i USA. Det er der nok mere fokus på nu, end på makrotallene, som har fyldt meget de seneste dage, vurderer han.

Fredag ventes regnskaber fra de amerikanske finanskæmper JPMorgan, Citigroup og Wells Fargo.

POSITIV RATEUDVIKLING

Men også for de danske selskaber er der nyheder til inspiration for handlerne.

I toppen af C25 stiger Mærsks B-aktie 1,8 pct. til 13.590 kr., og her spiller formiddagens SCFI-indeks for rateudviklingen inden for containertransport givetvis ind, mener Martin Munk. Det steg i indeværende uge 5,1 pct.

Men også en entydig positiv børsudvikling for det danske rederis fjernøstlige konkurrenter fredag morgen kan have bidraget.

ATTER DÆKNING AF NOVO OG GENMAB

Med i toppen af eliteindekset er også Novo og Genmab med plusser på henholdsvis 1,5 pct. til 1061,20 kr. og 1,4 pct., til 2623 kr.

- Det er HSBC, der genoptager dækning, som understøtter aktierne, bemærker Martin Munk.

Begge får anbefalingen "køb", og kursmålene lyder på henholdsvis 1250 kr. og 3320 kr.

- Derudover har medicinal-aktierne medvind på de europæiske markeder efter nogle dage, hvor der er satset på de mere cykliske aktier, noterer Martin Munk.

FLSMIDTH SÆLGER FRA

FLSmidth strøg i de første handler spidsen af C25-indekset, efter at ingeniørkoncernen har frasolgt en forretningsdel og justeret forventningerne. Siden er aktien fortrængt til en femteplads med et plus på 1,3 pct. til 341,20 kr.

Det er filtreringsforretningen Advanced Filtration Technologies, som FLSmidth har solgt som et led i ingeniørkoncernens pure-play strategi. Følgelig er forventningerne til omsætningen skruet ned til 23,0-24,0 mia. kr. fra 23,0-24,5 mia. kr., mens prognosen for den justerede EBITA. mar 2023gin er hævet til 6,5-7,5 pct. fra 6-7 pct.

Frasalget ventes netto at indbringe 100 mio. kr.

Midt i C25 stiger Novozymes 0,5 pct. til 331,60 kr., selv om Barclays har sænket sit kursmål til 370 kr. fra 390 kr.

I bunden af C25 falder Vestas 2,2 pct. til 183,92 kr. i selskab med Demant, som taber 1,5 pct. til 265,60 kr. - i begge tilfælde uden selskabsspecifikke nyheder.

TOPDANMARK BEKRÆFTER SKUFFELSE

Uden for eliteindekset er det opmærksomhed til forsikringsselskabet Topdanmark, efter regnskab for andet kvartal, der bekræfter de skuffende takter, som fremgik allerede af mandagens nedjustering og foreløbige tal.

Forsikringskoncernen skruer ned for forventningerne til combined ratio og præmiefremgangen i 2023. Imens fastholdes forventningerne for den modelmæssige resultatprognose, der 10. juli blev nedjusteret som følge af et lavere investeringsresultat samt et højt antal skader.

Præmiefremgangen ses nu på "over" 2 pct. fra tidligere 2-3,5 pct., mens combined ratio ventes i niveauet 83,5-85,5 mod før 82,5-85,5.

Topdanmark falder 1,8 pct. til 309,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her