13. jul. 2023 kl. 11:24
183 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Netcompany topper grønt C25

Netcompany troner i toppen af et positivt dansk aktiemarked torsdag middag, som fortsat rider på onsdagens positive bølge fra USA, hvor nøgletal viste en stadigt aftagende inflation.

- Der er positiv stemning på de europæiske markeder, og det hænger sammen med de rigtige gode nøgletal fra i går i forhold til inflationen i USA, der er fortsat aftagende - og mere end ventet. Det er det, vi kører videre på i dag, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Ved middagstid stiger eliteindekset C25 med 1,0 pct. til 1810,10.

I toppen af indekset er Netcompany med en stigning på 3,8 pct. til 304,50 kr., og det kan ifølge Jyske Banks senioraktierådgiver skyldes, at den positive stemning har givet investorerne appetit på vækstaktierne.

Danske Bank og Jyske Bank udgør en del af bunden med et fald på henholdsvis 0,4 pct. til 164,35 kr. og 0,5 pct. til 514,80 kr.

- Bankerne performer ikke så godt, og det er en følge af rentefaldet i går. Det er ikke bankerne, som man går mest på, siger Martin Munk.

GN TAGER MARKEDSANDELE

Som en del af toppen ligger GN ved middagstid med et plus på 2,0 pct. til 163,85 kr. efter en positiv udvikling i markedsandelen for selskabet på en vigtig del af det amerikanske høreapparatmarked.

GN får selskab af det indekstunge Novo Nordisk, der stiger 2,1 pct. til 1055,60 kr. efter fem dage i træk med fald i medicinalkoncernens aktie.

Der har i løbet af morgenen været en del analysenyt, hvor en af de mere interessante nyheder er en opjusteret anbefaling fra Credit Suisse af aktien i Ørsted.

Banken anbefaler nu "neutral" efter mere end fem år med anbefalingen "underperform". Kursmålet har desuden fået et nøk op til 610 kr. fra 530 kr.

Ørsted ligger ved middagstid 1,8 pct. højere i 623,40 kr.

Også Rockwool har fået analytikernyt fra britiske Barclays. Trods et løftet kursmål dratter isoleringsaktien bunds i C25 med et fald på 1,1 pct. til 1774 kr.

Barclays har løftet kursmålet for aktien til 2375 kr. fra 2200 kr. og gentager anbefalingen "overvægt" ifølge Bloomberg News.

Uden for C25 har Green Hydrogen Systems desuden fået reduceret sit kursmål for aktien til 8,30 kr. fra 8,76 kr. hos JPMorgan. Anbefalingen er uændret "undervægt".

Aktien falder 4,7 pct. til 9,72 kr.

.\\˙ MarketWire



Amalie Dinesen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her