27. maj 2025 kl. 11:45
119 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: NKT og H+H får rygstød af børshuse - vigti...

Der er pæne plusser på det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor NKT gør en god figur oven på et løftet kursmål fra britiske Barclays. Desuden er H+H i fokus, efter at børshuset SEB har fået færten af et muligt købstilbud fra selskabets polske storaktionær.

Eliteindekset, C25, stiger 0,7 pct. til 1786,85 med NKT helt i front - 3 pct. højere i 564,25 kr.

Barclays har løftet sit kursmål for NKT til 686 kr. fra 597 kr. og holder samtidig fast i sin positive anbefaling "overvægt".

Helt i bunden af C25 ligger B-aktien i A.P. Møller-Mærsk yderligere 2,2 pct. lavere i 12.195 kr. efter vending mandag eftermiddag, hvor aktien pludseligt gik fra et mindre plus til et minus på 0,8 pct.

Baggrunden var ifølge Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, tale om en mulig våbenhvile mellem Israel og Hamas, der vil kunne presse containerraterne ned.

- Mærsk-aktien er lidt følsom over for de meldinger, der kommer der fra. Og jeg tror stadig, at det er i det lys, vi ser Mærsk underperforme i dag, vurderer Mads Zink.

REBALANCERING AF INDEKS

Han peger desuden på, at pensionskasser og investeringsforeninger, der følger det danske KAX Cap-indeks, formentlig er i færd med at rebalancere deres porteføljer.

Herhjemme er handelsugen nemlig forkortet på grund af Kristi himmelfartsdag, og derfor gennemgår KAX Cap-indekset den kvartalsvise rebalancering allerede ved lukningen onsdag.

Her vil tilpasningen ifølge Mads Zink umiddelbart få størst betydning for Novo Nordisk og DSV.

Det skyldes, at aktiernes vægtning enten tilpasses til 4,5 pct. eller 7 pct.

Og Novo, der fik reduceret sin vægtning til 7 pct. ved den seneste tilpasning af KAX-indekset, er efterfølgende faldet, så vægtningen nu blot er 5,3 pct.

- Så den skal genvægtes op til 7 pct.

- Og det øger efterspørgslen efter Novo. For hvis du lige nu er neutral-vægtet i Novo, så har du 5,3 pct. i Novo, hvis du følger KAX Cap, hvilket de fleste danske investorer gør. Og fra lukningen i morgen skal du have 7 pct. i Novo. Så hvis ikke du gør noget, vil du være undervægtet, siger Mads Zink.

Tilsvarende skal DSV vægtes ned til 7 pct. fra nu over 8 pct.

Oven i balancerer MSCI sine indeks, og her bliver særligt Zealand Pharma berørt, siger Mads Zink. Det skyldes, at Zealand vægtes ned fra MSCI Standard til MSCI Small Cap.

- Og det betyder, at der vil være en del, der skal ud og sælge Zealand i den forbindelse, siger Mads Zink.

Herhjemme er udsvingene i de tre aktier, der bliver mest berørte af tilpasningerne, dog relativt små.

Novo stiger 1,1 pct. til 465,10 kr., DSV ligger 0,2 pct. højere i 1572 kr., mens Zealand Pharma stiger 2,1 pct. til 459,30 kr.

H+H HØJT TIL VEJRS PÅ ANALYSE

Blandt sidepapirerne brager porebetonkoncernen H+H op med 18,7 pct. til 138,40 kr., efter at svenske SEB Bank har hævet til "køb" fra tidligere "hold".

SEB vurderer, at et købstilbud fra polske Solbet, der for nyligt øgede sin ejerandel til over 25 pct., kan være nært forestående.

- Vi vurderer, at sandsynligheden er høj for, at Solbet snart kommer med et offentligt opkøbstilbud på H+H, da vi anser, at Solbets nuværende ejerandel i H+H gør selskabet sårbart ud fra et konkurrenceretsligt perspektiv, skriver SEB´s analytikere i notatet.

Ifølge SEB ville et fair bud fra Solbet være på 180 kr. per aktie, og banken har da også løftet sit kursmål for aktien til netop 180 kr. fra 120 kr.

Blandt vinderne tirsdag er også mineudstyrsproducenten FLSmidth, der er blevet løftet til "køb" fra "hold" hos den amerikanske storbank Goldman Sachs. I samme ombæring lægges der 90 kr. til kursmålet, som nu lyder på 430 kr.

FLS-aktien stiger med 3,8 pct. til 378,40 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her