11. sep. 2025 kl. 11:33
69 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Novo flader ud, men ISS bidrager med plus ...

ISS har torsdag lagt sig i toppen af C25-indekset efter meddelelse om milliardkontrakt og positivt analysenyt.

Men indekstunge Novo Nordisk er omvendt på retræte efter pæn fremgang onsdag. Og samlet set er der ved middagstid torsdag tale om et fald for det danske eliteindeks på 0,6 pct. til 1650,63.

Det sker med begrænsede plusser/minusser for de enkelte aktier, bemærker chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink, som hilser de mere afdæmpede udsving velkommen.

- Generelt er der ved at komme lidt mere stabilitet i markedet. Vi ser flere dage uden de der voldsomme udsving frem og tilbage, og det er en positiv ting for aktiemarkedet. For nogle uger siden var der ret store udsving hver eneste dag, noterer Mads Zink.

Ud over udviklingen for de enkelte aktier har handlerne torsdag rettet opmærksomheden mod eftermiddagens amerikanske nøgletal for udviklingen i forbrugerpriserne, som kan have betydning for centralbankens beslutninger på rentemødet onsdag i næste uge.

- Der er ingen tvivl om, at der er fokus på det, konstaterer Mads Zink.

MÅSKE LIDT VOLDSOM FREMGANG FOR ISS

I toppen af C25-indekset knejser ISS med et plus på 4,1 pct. til 203,60 kr.

- Der er to ting: De har annonceret en kontrakt her til morgen med det australske forsvarsministerium, og der er en "brooker", som er ude med en "upgrade", noterer Mads Zink.

Det er Jefferies, som har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" og løftet kursmålet til 240 kr. fra 170 kr. Og den australske ordre er på 300 mio. kr. per år i seks år.

- Det virker måske lidt voldsomt, at den skal 4 pct. op på det her. Ordren, de har fået, svarer til 0,3 pct af deres omsætningsestimat for 2026, mærker chefhandleren.

NOVO FLADER UD

Omvendt har Novo Nordisk lagt sig i den tunge ende af indekset med et fald på 2,8 pct. til 341,20 kr. efter et plus onsdag på 3,7 pct., da koncernen offentliggjorde en fyringsrunde, som omfatter 9000 medarbejdere, og endnu en nedjustering af forventningerne.

- I dag snakker vi selvfølgelig om Novo - det gør vi jo altid. Det er på baggrund at de ting, der var ude i går med den store reorganisering, som fylder. Deres nye chef, Mike Doustdar, viser stor handlekraft allerede i sin første måned som CEO. Det hjælper på deres margin, men det er også et klart internt signal om, at man måske skal arbejde hårdere. Supervigtigt med handlekraft, fastslår Mads Zink.

- Nu steg aktie på det i går, og den flader lidt ud i dag, men jeg tror, at de fleste er enige om, at det er de rigtige ting, der sker, vurderer han.

Den anden af onsdagens mere nyhedspåvirkede aktier, Ørsted, fortsætter fremgangen med et plus på 0,2 pct. 204,40 kr. torsdag middag. Aktien steg onsdag 0,5 pct. efter at storaktionæren og branchefællen norske Equinor erklærede sig åben for at kombinere de to selskabers vedvarende energiaktiver.

TRIST TYSK MELDING FOR VESTAS

Helt i bunden af C25 falder Vestas 3,2 pct. til 120,30 kr.

Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, antyder ifølge branchemediet Recharge News, at Tyskland sandsynligvis vil bremse udbygningen af vind- og solenergi.

En rapport om Tysklands energiomstilling skal analyseres af energiministeriet i næste uge, forlyder det, og det kan føre til en ændret kurs for udbygningen.

CARLSBERG FAVORIT HOS CITI

Carlsberg-aktien får torsdag et par positive ord med på vejen af den amerikanske storbank Citi, der fortsætter med at have den danske bryggeriaktie som den foretrukne i sektoren.

- Vi åbner en 90-dages positiv " catalyst watch ", skriver Citi i et notat og gentager anbefalingen "køb" med et kursmål på 1040 kr.

Åbningen af den såkaldte positive "catalyst watch" afspejler en forventning om, at en kommende begivenhed eller tendens kan føre til en stigning i aktiens værdi i løbet af de næste par måneder.

Carlsberg-aktien stiger 0,2 pct. til 774 kr.

HØJERE KURGENMAB KURSMÅL

Genmabs kursmål er blevet forhøjet til 1650 kr. fra 1500 kr. hos amerikanske JPMorgan.

Anbefalingen "neutral" gentages i samme ombæring, viser data fra Bloomberg News.

Aktien i Genmab stiger 2,1 pct. til 1805 kr.

Dagens regnskabsnyt præsenteres senere torsdag af celletællerselskabet Chemometec. med regnskab for fjerede kvartal.

Chemometec-aktien falder forinden 0,2 pct. til 559,25 kr.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her