17. okt. 2025 kl. 11:42
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Novo og Zealand trykkes sammen med bankern...

Novo Nordisk og Zealand Pharma danner klar bundduo og trækker C25-indekset med sig ned fredag formiddag, hvor bryggerierne og Mærsk med fin fremgang slet ikke kan gøre op for den nedtur.

Samlet falder det danske eliteindeks med 1,6 pct. til 1690,25 ud på formiddagen, og baggrunden for den store nedtur i medicinalafdelingen er et nyt udbrud mod priserne på lægemidler - og navnlig slankemidler - fra USA´s præsident, Donald Trump.

Umiddelbart kan reaktionen virke overdreven, hvilket den også bliver betegnet som hos finanshuset BMO Capital, men alene usikkerheden, der indtræffer, når præsidenten igen bringer emnet på banen, får tilsyneladende klar effekt fredag.

- Når Donald Trump siger "hop", hopper investorerne. Sommetider også på gamle nyheder. Det skete igen torsdag efter lukketid, og det får kurskonsekvenser fredag fra handelsstart i Danmark, skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar.

Han peger på, at der ellers som sådan ikke er noget nyt i udtalelserne, fordi Donald Trump mange gange tidligere har peget på, at han vil have lavere priser på medicin, og allerede i januar kom det frem, at Wegovy og Ozempic er blandt de 15 medicinalprodukter, som er blevet udtaget til prisforhandlinger i Medicare, der er den offentlige amerikanske sygesikring for personer over 65 år.

UKLAR MELDING MED STOR EFFEKT

Effekten er dog stor på aktiemarkedet, selv om udmeldingen fra Donald Trump mildest talt var noget uklar.

- Jeg refererede til Ozempic, eller… Jeg refererede til det slankemiddel. Det bliver meget billigere, er Trump citeret for at sige torsdag.

Med det henviser han til Novos diabetesmiddel Ozempic, der er baseret på samme virkemiddel - Semaglutid - som fedmemidlet Wegovy.

Det sendte allerede torsdag det danske selskabs amerikanske ADR-notering på retur, og fredag danner Novo sammen med Zealand Pharma, der også har flere vægttabsmidler under udvikling, klar bundduo.

Men der kan altså være tale om en storm i et glas vand, da det altså længe har været kendt, at de to Novo-midler er blandt de i alt 15 produkter, som er udtaget til prisforhandlinger med effekt fra 2027 gennem den amerikanske Medicare-ordning.

- Hvor meget vides ikke. Samtidig er det vigtigt at huske, at priserne allerede er for nedadgående, og at Medicare blot er en salgskanal, og at der er mange priser i spil, og kun få betaler de officielle listepriser, lyder det fra Per Hansen.

Novo-aktien falder med 6,1 pct. til 343,60 kr., og Zealand Pharma trækkes med ned med 5,5 pct. til 466,80 kr.

Usikkerheden smitter tilsyneladende også bredere af i medicinalindustrien. I hvert fald falder Genmab også med 2,4 pct. til 2082 kr., og blandt sidepapirerne sætter Gubra, som også arbejder på udvikling af fedmemidler, sig 4,2 pct. til 403,60 kr.

NYT KNAS MED REGIONALE BANKER I USA PRESSER FINANSIELLE PAPIRER

Også bankaktierne er spændt hårdt for fredag, efter at der igen er opstået usikkerhed om sundhedstilstanden i flere regionale banker i USA.

Helt konkret meldte to regionale aktører i USA torsdag om udfordringer med dårlige betalere på lån, og det vækker i markedet minder om et større stormvejr om sektoren i 2023, hvor fire regionale banker måtte lade livet.

I marts det år måtte Silicon Valley Bank og kryptobanken Silvergate Bank samt Signature Bank opgive at fortsætte deres bankvirksomhed.

Silvergates afvikling blev besluttet af ejerne selv, mens Silicon Valley Bank og Signature Bank begge blev overtaget af de amerikanske bankmyndigheder.

Sidenhen blev også First Republic Bank overtaget af bankmyndighederne og hurtigt videresolgt til storbanken JPMorgan Chase.

Fredag falder Sydbank med 2,8 pct. til 510 kr., Jyske Bank bakker 2,3 pct. til 731 kr., Nordea falder 2,1 pct. til 106,60 kr., og Danske Bank taber 1,8 pct. til 268,30 kr.

MÆRSK GAVNES AT STIGENDE SPOTRATER

I toppen stiger Mærsk-aktierne med 1,5 pct. til 12.935 kr. for B-aktien og 1,3 pct. til 12.940 kr. for A-aktien.

Det hænger formentlig sammen med en tocifret stigning i spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til resten af verden i denne uge efter en lang og svær periode på den front.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der opgøres af Shanghai Shipping Exchange, steg således med 12,9 pct. i den forgangne uge.

Med i toppen er også både Carlsberg og Unibrew, der stiger med henholdsvis 1,9 pct. til 794 kr. og 1,0 pct. til 506,50 kr. uden større bagvedliggende nyheder som forklaring.

Føde- og drikkevaresektoren er dog i toppen af det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her