11. jan. 2024 kl. 11:12
143 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Rekorder i Novo, NKT og Zealand bidrager t...

De danske aktier viser gode takter torsdag middag forud for dagens - og ugens - største nøgletal, som er nyt om inflationen i USA.

Tallet offentliggøres kl. 14.30 dansk tid og kan få stor betydning for forventningerne til kommende amerikanske rentenedsættelser.

Herhjemme ligger C25-indekset med de største danske aktier ved 11.15-tiden 0,7 pct. højere i 1870,88 efter stigning i 18 af de 25 aktier.

Også i resten af Europa peger aktiepilen opad efter sene stigninger i USA onsdag aften.

- Her til morgen har stemningen fået et ekstra nøk op ad i Asien, hvor især de japanske aktier trækker fra. Investorerne har således ikke været særligt plaget af udsigten til dagens meget vigtige forbrugerpriser fra USA, skrev Jyske Bank i en kommentar før åbningen herhjemme.



I C25 har trekløveret Novo Nordisk, NKT og Zealand Pharma sat kurs mod rekord, men det er dog Ambu, som topper, med en stigning på 4,9 pct.

ZEALAND LØFTES AF OPKØBSHISTORIE

Blandt torsdagens vindere er Zealand Pharma, der stiger med 2,8 pct. til rekordkursen 428,60 kr.

Bloomberg Intelligence har i en artikel torsdag nævnt Zealand Pharma og Viking som oplagte opkøbsmål. Det sker på baggrund af en rundspørge hos investormiljøet i biotekindustrien, som Bloomberg har foretaget.

Det kan eventuelt være den amerikanske kæmpe Pfizer, der gerne vil finde en vej ind på markedet for fedmebehandling.

Novo Nordisk fortsætter også rekordkursen med et plus på 0,3 pct. til 740,10 kr., og det samme gælder for NKT, der stiger 1,6 pct. til 469,80 kr.

NORDEA FÅR SÆNKET ANBEFALINGEN HOS JPMORGAN

I bunden af C25 ligger torsdag middag Nordea, efter at amerikanske JPMorgan har sænket sin anbefaling til "undervægt" fra "neutral".

Kursmålet er samtidig blevet sænket med 13,4 pct. til 76,49 kr. fra 88,29 kr.

Nordea-aktien falder 1,6 pct. til 84,07 kr. Det er fjerde handelsdag på stribe med fald til bankaktien.

Også FLSmidth har fået sænket kursmålet hos JPMorgan - til 300 kr. fra 330 kr. Her er anbefalingen dog fortsat "køb".

FLSmidth falder 2,4 pct. til 274 kr. kr.

Der er også analysenyt om Vestas, som har fået løftet sit kursmål hos Nordea til 235 kr. fra 215 kr.

Vestas stiger med 0,1 pct. til 203,05 kr.

TRYG OG TOPDANMARK LØFTES AF CITIGROUP

Både Tryg og Topdanmark har desuden fået løftet kursmålet hos Citigroup.

Varmest er følelserne for Tryg-aktien, der samtidig får gentaget anbefalingen "køb", mens Topdanmark må nøjes med "neutral", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Trygs kursmål er løftet til 164,10 kr. fra 149,10 kr., og Topdanmarks kursmål er samtidig skruet op til 346,70 kr. fra 304,20 kr.

Tryg stiger med 0,1 pct. til 145,75 kr., og Topdanmark bakker 0,1 pct. til 314,40 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her