20. jun. 2025 kl. 11:48
147 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Svage ratetal til Mærsk presser C25 med fo...

Dårligt nyt om fragtraterne lægger fredag pres på aktierne i A.P. Møller-Mærsk i et marginalt rødt eliteindeks.

Her stiger et flertal af C25-aktierne, men sværvægtere som Mærsk, DSV og Novo Nordisk i rødt tynger indekset 0,2 pct. til 1757,04.

Fokus er stadig på situationen i Mellemøsten, der ugen igennem har budt på hidsige kommentarer fra USA mod Iran og tilbage igen.

Når stemningen alligevel ikke er værre fredag, skyldes det ifølge Formueplejes viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen, at USA´s præsident, Donald Trump, nu har givet sig selv 14 dage til at overveje USA´s involvering i konflikten.

- Der er ro på efter nye meldinger i nat om, at Trump har givet sig 14 dage til at tage en beslutning, om USA skal involveres i krigen, siger han til MarketWire.

Når vi skærer ind til benet, er det omdrejningspunktet. Involverer USA sig i krigen? Hvad bliver konsekvensen på energiinfrastrukturen, herunder transport i Hormuzstrædet?, fortsætter han.

En stor del af den globale olieeksport transporteres gennem Hormuzstrædet og et stop for det vil medføre stigninger i oliepriserne, hvilket kan få inflationen til at blusse op igen.

NYT OM FRAGTRATER

A.P. Møller-Mærsk har fået dårligt nyt om prisudviklingen i containerraterne med rateindekset SCFI, der måler spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden.

Indekset faldt 10,5 pct. i ugens løb, hvor krig og uro i Mellemøsten for alvor er rykket op på agendaen.

Mærsk er desuden midlertidigt stoppet med at sejl til den israelske havn Haifa på grund af konflikten i området.

Mærsks B-aktie falder 1,8 pct. til 11.725 kr.

Også i fragtsektoren har tankskibsmarkedet mærket en positiv effekt at krigen mellem Israel og Iran fra en stigende efterspørgsel på kortsigtede laster. Det har betydet en fordobling af raterne, siden krigen brød ud fredag sidste uge, skriver Shippingwatch.

Torm-aktien bakker fredag 0,6 pct. til 125,40 kr.

ANALYSENYT TIL DEMANT OG CARLSBERG

Fredag byder også på analysenyt til de danske eliteaktier.

Både Demant og GN har været til gennemsyn hos Barclays. Førstnævnte har fået løftet anbefalingen til neutrale "ligevægt" fra "undervægt", og kursmålet hedder nu 285 kr. fra 220 kr.

Imens er GN´s kursmål sat ned til 133 kr. fra 135 kr. - fortsat med anbefalingen "ligevægt".

Men Demant falder 0,4 pct. til 264,60 kr., mens GN øger 0,8 pct. til 96,98 kr.

ANALYSENYT TIL NOVO OG ZEALAND

Novo Nordisk kan have flere bump forude, lyder vurderingen fra Morgan Stanley, der blandt andet ser prisforhandlinger for Medicare på Ozempic samt konkurrencepositionering lægge pres på aktien.

Fredag og frem til 23. juni deltager Novo på den amerikanske diabetesforenings årlige konference. Her kan der komme nyt om vægttabskandidaten Cagrisema samt en højdosisversion af Wegovy.

Aktien sætter sig 1,4 pct. til 481,70 kr.

Zealand Pharma har i ugens løb fået tørre tæsk, efter at amerikanske Eli Lilly sidste fredag kom med data for sin amylinanalog Eloralintid, der er en potentiel konkurrent til Zealands Petrelintid.

Et ugefald på næsten 14 pct. er dog overdrevet, lyder vurderingen fra børshuset KBC, der påpeger mange ubekendte ved Lillys vægttabskandidat.

Zealand sunder sig fredag med et plus på 0,5 pct. til 389 kr.

SLUT FOR BRINTEVENTYR



Blandt sidepapirerne har Green Hydrogen Systems efter den retslige rekonstruktion måtte konstatere, at det ikke har været muligt at opnå en bæredygtig løsning inden for rammerne af rekonstruktionsprocessen.

Derfor vil en konkursbegæring blive indleveret til Skifteretten i Kolding snarest muligt, meddelte selskabet torsdag aften.

Selskabet, der laver anlæg til produktion af grøn brint, har derudover torsdag indgået en betinget aftale om delvis virksomhedsoverdragelse med Thyssenkrupp Nucera.

Aktien i Green Hydrogen er blevet suspenderet.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her