19. jun. 2023 kl. 11:41
18 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vaccineselskab i tungt fald efter topchefs...

Det danske aktiemarked har indledt ugen med klare fald efter en skidt afslutning på handelssessionen i USA fredag og pres på de asiatiske markeder mandag.

Herhjemme er ALK-Abelló i fokus efter en overraskende udskiftning på topchefposten ved årets udgang, hvilket har sendt aktien markant ned.

I eliteindekset, C25, er der fald i 22 af de 25 aktier, og ved 11.35-tiden ligger det samlet 1,0 pct. lavere i 1821,59.

- Kombinationen af fald i USA fredag aften og en udvikling til den negative side også i Asien, herunder særligt i Kina, er med til at sende markederne i Europa ned. Der er forventninger om en stimuluspakke i Kina, men der er ikke rigtigt kommet noget endnu, siger aktiechef Otto Friedrichsen fra Formuepleje til MarketWire.

LUKKET I USA MANDAG

I USA faldt det brede S&P 500-indeks fredag cirka 0,4 pct. efter dansk børslukketid. Markedet i USA holder mandag i øvrigt lukket som følge af fejringen af helligdagen Juneteenth, hvilket er med til at lægge en dæmper på aktivitetsniveauet generelt på finansmarkederne.

- På nøgletalsfronten er der i denne uge særligt fokus på tal for boligmarkedet i USA på torsdag, og fredagens erhvervstillidstal fra både USA og Europa. Ellers er der torsdag i Europa fokus på Bank of England, som stadig har relativt store udfordringer både med hensyn til inflation og lønvækst med videre, siger Otto Friedrichsen.

ISS FÅR STOR KONTRAKT I STORBRITANNIEN

Herhjemme ligger Bavarian Nordic i bunden af C25-indekset med et fald på 3,9 pct. til 204,70 kr. I toppen ligger derimod ISS, som mandag har annonceret en kontrakt på syv år med et britisk ministerium. Den samlede værdi over kontraktperioden lyder på 3640 mio. kr.

ISS-aktien ligger 1,5 pct. højere i 139,50 kr.

Uden for eliteindekset falder aktien i allergivaccineproducenten ALK-Abelló hele 10,5 pct. til 79,80 kr. efter nyheden om, at topchef Carsten Hellmann fratræder ved årets udgang. Som ny administrerende direktør er valget faldet på Peter Halling.

- Vi har ønsket at sikre selskabet på længere sigt - og at sikre et generationsskifte på chefposten så smidigt som muligt. Det er vi lykkes med her, siger selskabets bestyrelsesformand, Anders Hedegaard, til MarketWire.

Han fortæller, at bestyrelsen har taget initiativ til processen omkring direktørskiftet. Der er tale om et forløb over en periode, hvor bestyrelsen har drøftet med Carsten Hellmann, hvordan ALK sikres bedst muligt for de kommende år.

- Carsten har igennem syv år leveret det ene år efter det andet, og derfor har det været endnu vigtigere, at bestyrelsen har været velforberedt på det tidspunkt, det kunne ske, at Carsten ville noget andet, siger Anders Hedegaard.

LØFTET KURSMÅL TIL DANSKE BANK

Der er også analysenyt om Danske Bank, som hos britiske HSBC har fået løftet kursmålet til 203 kr. fra 187 kr. Den positive anbefaling "køb" er samtidig blevet fastholdt. Aktien falder 0,5 pct. til 163,40 kr.

Også Rockwool har fået løftet kursmålet. Det er tyske Berenberg, der har lagt 50 kr. til kursmålet, som nu lyder på 1650 kr. Ikke desto mindre falder Rockwool 3,4 pct. til 1631 kr.

Selskabet bag fodboldklubben Silkeborg IF opjusterede lørdag forventningerne til regnskabsåret 2023, da der pågår forhandlinger om transfer af kontraktrettighederne på Lasse Abildgaard.

Derfor har klubben hævet forventningerne for året til et resultat før dagsværdiregulering af investeringsejendomme og skat på 15-25 mio. kr. fra før 8-18 mio. kr.

Aktien stiger 4,3 pct. til 19,30 kr.

Schouw & Co. har fået genoptaget dækningen hos Danske Bank med anbefalingen "køb" og et kursmål på 700 kr. Det sender aktien op med 2,0 pct. til 558 kr.

Der er også analysenyt om H+H, som efter fredagens nedjustering og kursfald på 9,3 pct. har fået løftet anbefalingen hos Nordea til "hold" fra "sælg".

Mandag middag ligger aktien 0,3 pct. lavere i 87,80 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her