29. aug. 2023 kl. 11:42
187 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vestas og Bavarian på vinderkurs - Novo hæ...

Der hersker god stemning på det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor Vestas gør en god figur oven på en købsanbefaling fra Nordea.

Novo Nordisk hænger derimod i bremsen, efter at Jyllands-Posten har skrevet om risici i USA, for at efterspørgslen efter fedmemidlet Wegovy sprænger budgetrammerne, og at de private sygesikringer derfor sløjfer tilskuddet.

C25-indekset ligger ved 11.30-tiden 0,3 pct. højere i 1790,71.

NORDEA SER LYS FORUDE FOR VESTAS

Vestas er med fremme og stiger 1,4 pct. til 168,38 kr., efter at vindmølleproducenten har fået hævet anbefalingen hos Nordea til "køb" fra "hold". Kursmålet fastsættes i samme ombæring til 215 kr.

Den positive anbefaling skyldes en række forhold, herunder en udjævning af inflationen og højere gennemsnitlige møllepriser i projekterne, hvilket begynder at påvirke resultatopgørelsen. Derudover noteres en stabilisering af forsyningskæden, og en forventning om gradvis forbedring i kvalitetsrelaterede udfordringer.

Samtidig begynder amerikanske ordrer at materialisere sig, hvilket betegnes som afgørende.

Blandt vinderne er også Bavarian, der stiger 1,9 pct. til 155,55 kr.

Den seneste opgørelse fra ATP viser, at pensionskassen har øget sin beholdning af Bavarian-aktier i første halvår formentlig som led i en kapitalforhøjelse tidligere i år.

NOVO DYKKER

For Novo har formiddagen budt på et kursfald på 0,7 pct. til 1283,60 kr.

Novo er forsidestof i dagens udgave af Jyllands-Posten, som skriver, at vægttabsmedicinen Wegovy er så dyrt, at flere arbejdsgivere og forsikringsselskaber vil vende lægemidlet ryggen, hvis ikke Novo Nordisk sænker prisen, skriver Jyllands-Posten.

- Der har også været flere artikler i udenlandske medier, som minder om det, og de har været glemt igen to dage efter. Det er selvfølgelig noget, vi holder øje med, men det er ikke en gamechanger for Novo, som jeg ser det, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

I forbindelse med halvårsregnskabet for knap tre uger siden fortalte Doug Langa, Novos koncerndirektør med ansvar for det amerikanske marked, at alle de større PBM´er, der rådgiver sygekasserne om tilskud, har dækning af Wegovy, og at 45 mio. amerikanere har mulighed for at komme i behandling.

SÆNKET KURSMÅL TIL ØRSTED

Hele 19 af de 25 eliteaktier ligger højere ved middagstid, heriblandt Ørsted, der stiger 0,5 pct. til 557,80 kr.

Det til trods for et sænket kursmål hos det amerikanske finanshus Citigroup til 551 kr. fra 603 kr. Anbefalingen "neutral" bliver i samme ombæring gentaget.

GN og Demant ligger henholdsvis i nederste og øverste halvdel af C25 efter et fald på 0,2 pct. og en stigning på 1,2 pct. til 144,15 kr. og 294,80 kr.

Der er tirsdag kommet branchenyt til de to høreapparatselskaber Demant og GN. Rivalen WS Audiology har afleveret regnskab for tredje kvartal, som bød på en organisk omsætningsvækst på 8 pct. Forventningerne til hele året er uændret en vækst i den organiske omsætning på 5-8 pct.

FREMGANG HOS LÅN & SPAR BANK

Lån & Spar Bank kom mandag aften med regnskab for andet kvartal, der viste en kraftig forbedring af resultatet før skat til 144,8 mio. kr. fra 51,9 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Aktien stiger 0,7 pct. til 700 kr., men investorerne var også varslet.

Banken opjusterede sine forventninger tilbage i juli til et resultat før skat i niveauet 400-475 mio. kr., og de forventninger fastholder Lån & Spar Bank i regnskabet.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her