28. dec. 2023 kl. 11:43
162 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vestas og Novo trækker C25 ud i overhaling...

Rekordordre til Vestas og en håndfuld medicinalaktier - heriblandt Novo Nordisk - trækker torsdag det danske C25 indeks frem og ud i overhalingsbanen i forhold til de europæiske kolleger.

Det sker på en forholdsvis stille handelsdag, hvor eliteindekset ved middagstid løftet til 1822,20 eller med 0,6 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdage eftermiddag, og holder plusset handelsdagen ud, vil det være 10. handelsdag på stribe med fremgang for indekset.

Samtidig balancerer det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på status quo.

- Der er jo stille og toligt, men stadigvæk med positive tendenser, og vi klarer os godt i forhold til Europa, som er lidt blandet, konstaterer Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Han tildeler især Vestas æren for det danske forspring. Vindmølleaktien ligger 2,0 pct. højere i 214,05 kr.

- Vestas ruller videre. Der kom mange ordrer hen over julen, og nu kom der en rigtig stor ordre onsdag aften efter lukketid til USA. Så det gode momentum fra i går fortsætter i Vestas, konstaterer Martin Munk.

REKORD I SIGTE FOR VESTAS

Det er primært amerikanske ordrer, Vestas har præsenteret op til jul. Hertil kom en australsk ordre, og onsdag aften har Vestas så sat trumf på med sin største landmølleordre i USA nogensinde på samlet 1089 megawatt.

Den bringer årets samlede ordrehøst op på 16.467 megawatt, og dermed er der bare 1410 megawatt op til rekordåret 2019, hvor Vestas hentede ordrer på sammenlagt 17.877 megawatt.

Ydeligere plejer Vestas at have en række uannoncerede ordrer for fjerde kvartal i ærmet, når selskabet præsenterer årsregnskab.

Samlet har Vestas nu annonceret ordrer på 6329 megawatt i fjerde kvartal, hvilket gør kvartalet til det travleste på ordrefronten nogensinde.

MEDICINAL TOPPER HJEMME OG UDE.

Uden selskabsspecifikke nyheder er en god håndfuld medicinalaktier torsdag middag kravlet til tops i C25, hvor Zealand Pharma løftes 2,8 pct. til 383,60 kr. på indeksets øverste trin.

Selskabets topchef, Adam Steensberg, siger i et interview med MarketWire, at partneraftaler kan bidrage til at finansiere driften i den kommende tid.

Med i toppen er også Bavarian Nordic, som stiger 1,7 pct. til 181,95 kr., og Genmab, som får et løft på 0,7 pct. til 2152 kr.

De har selskab af indeksets tungeste aktie, Novo Nordisk, som stiger 0,8 pct. til 697,90 kr., og som dermed også bidrager til plusset i C25. Og til en placering af medicinalaktierne som den bedst præsterende sektor i det europæiske aktiemarked med et plus på 0,2 pct.

Ambu og Demant følger trop med plusser på henholdsvis 0,9 pct. til 104,30 kr. og 1,9 pct. til 296,60 kr., og dermed ligger de fem danske farma-aktier på fem af de seks øverste pladser i det europæiske sektorindeks.

I bunden af C25 taber Nordea 0,4 pct. til 83,88 kr. og Coloplast mister 0,3 pct. til 775,40 kr. Det sker uden selskabsspecifikke nyheder.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her