08. jul. 2025 kl. 11:20
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vestas og Pandora tager bunden efter meldi...

Vindaktierne Ørsted og Vestas indtager bunden af C25-indekset tirsdag, hvor investorerne igen skal vurdere et nyt præsidentdekret, der er rettet mod den grønne energisektor.

Også Pandora presses ned efter meldinger fra USA´s præsident, Donald Trump, om told på varer fra Thailand.

I modsatte ende er A.P. Møller-Mærsk med til at trække op, mens der fortsat er fokus på told, fragtkaos og uro i Det Røde Hav.

Samlet stiger C25-indekset midt på dagen 0,1 pct. til 1728,64 efter et fald på 0,2 pct. dagen inden.

- Vi har en meget afventende stemning, og det er igen told, der trækker overskrifter i en tid, hvor der ikke sker så meget andet, og det kan vi også se på handelsvolumen, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha.

Donald Trump meddelte sent tirsdag, at deadline for toldforhandlinger er skubbet til 1. august, hvor forhandlingerne tidligere skulle udløbe onsdag i denne uge. Dog var toldens start allerede rykket. Og ifølge præsidenten er heller ikke den kommende deadline helt fastlagt, og det er ifølge Lars Hytting afgørende for, at aktiemarkedet kun reagerer afdæmpet.

- Markedet har vænnet sig til, at Trump siger A, så bliver det ændret til B, så bliver det ændret til C, og så ender det i K. Han har formået at mætte markedet med sin kommunikation, siger han.

TRUMP SPARKER TIL VESTAS

Præsident Trump lægger op til at udfordre definitionen for, hvornår et projekt er igangsat. Det er afgørende for, om et vedvarende energiprojekt kan modtage statslig økonomisk støtte.

Det giver usikkerhed og rammer de grønne aktier Ørsted og Vestas, der falder henholdsvis 2,3 pct. til 271,70 kr. og 3,1 pct. til 105,60 kr.

- Præsident Trump udstedte mandag aften en bekendtgørelse om at "stoppe markedsforvridende subsidier" til vedvarende teknologier, herunder vindenergi. OBBBA (one big beautiful bill act, red.), der blev underskrevet den 4. juli, tillader, at der kan gøres krav på kreditter frem til 2030, så længe "byggestart" opnås inden juli 2026, skriver Citi i et notat.

På nuværende tidspunkt er et projekt startet, når 5 pct. af de planlagte investeringer er foretaget, eller hvis projektet rent fysisk er sat i gang. Ifølge storbanken lægges der op til, at en substantiel del af et projekt fremover skal være opført, før man kan benytte sig af de gældende regler.

PANDORA RAMT AF THAILANDSK TOLD

Pandora er igen tirsdag under pres, hvor aktien falder 1,3 pct. til 1050,25 kr. efter et fald mandag på 1,9 pct.

Selskabet kan rammes af en amerikansk toldsats på 36 pct. rettet mod Thailand, hvor Pandora har produktion. I et forsøg på at undgå, at importolden rammer thailandske varer fra 1. august, har Thailands regering sendt et nyt handelsforslag til amerikanerne, der fjerner tolden på mange amerikanskimporterede varer, oplyser Reuters.

MÆRSK STIGER EFTER MERE URO

Aktierne hos A.P. Møller-Mærsk stiger tirsdag, hvor B-aktien trækker fra med 4 pct. til 12.570 kr.

Det sker efter nyt fokus på fragtindustrien og ikke mindst Det Røde Hav, hvor houthi-bevægelsen igen har udført angreb. Også søndag blev der udført et angreb, som bevægelsen har taget skylden for, og som de hævder er sunket. De mange angreb på den kommercielle skibsfart har fået flere til at undgå området og i stedet sejle en længere rute uden om Afrika. Det optager kapacitet og sender fragtpriserne op, som gavner rederiernes indtjening.

- Der er ikke noget som uro i Mellemøsten, der kan bidrage til nogle forventede højere rater, siger Lars Hytting.

Helt i toppen ligger Zealand Pharma, der er blevet taget med i Barclays analysedækning med den positive anbefaling "overvægt" og et kursmål på 560 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Aktien stiger på den baggrund 4,1 pct. til 377,50 kr. efter et minus på 3,3 pct. dagen forinden.

Deutsche Bank har omvendt sænket sit kursmål for Zealand-aktien til 400 kr. fra 485 kr., mens anbefalingen er uændret "hold".

NKT-aktien stiger 2,5 pct. til 518,50 kr. efter et løftet kursmål fra JPMorgan. Det lyder nu på 646 kr. mod tidligere 570 kr.

Aktierne i Coloplast løftes desuden til "køb" af Jyske Bank, der fastholder kursmålet på 750 kr.

Coloplast-aktien ligger tirsdag stort set uændret i 594,60 kr.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her