28. okt. 2025 kl. 11:47
383 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vestas og Pandora trækker op i positivt el...

Vestas trækker godt op på det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor også Mærsk og Pandora er med til at løfte eliteindekset.

Samlet er der stigninger i 14 og fald i 11 af aktierne i C25, som samlet stiger 0,6 pct. til 1707,94.

Vestas ligger klart i toppen af indekset med en stigning på 4,0 pct. til 127,40 kr. efter en opjustering fra rivalen Nordex.

- Der er små bevægelser på indeksniveau i Europa, men herhjemme ligger vi med et plus. Vestas springer i øjnene efter et supergodt regnskab fra Nordex. Meldingerne fra Nordex øger optimismen om, at Vestas også kan komme med et godt regnskab, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Nordex opjusterer, efter at have gjort foreløbigt status for tredje kvartal, forventningerne til driftsmarginen, EBITDA, for hele året til 7,5-8,5 pct. mod en tidligere forventning på 5,0-7,0 pct.

Vestas aflægger regnskab for tredje kvartal 5. november, men her advarer Jyske Bank dog mod at forvente en opjustering.

- Vi er lidt varsomme med at drage paralleller til regnskabet fra Nordex. Vi forventer ikke nogen opjustering fra Vestas i forbindelse med regnskabet - snarere tværtimod, da højere omkostninger i forbindelse med serieproduktionen af den nye havvindmølle ventes at trække ned, siger Martin Munk.

Jyske Banks Vestas-analytiker, Janne Vincent Kjær, venter derfor, at Vestas kommer til at nedpræcisere sit prognosespænd for driftsmarginen, EBIT, til 4-6 pct. fra 4-7 pct.

FALDENDE SØLVPRISER LØFTER PANDORA

Pandora viser ligeledes gode takter med en stigning på 1,2 pct. til 900,20 kr. Dermed kan aktien være på vej til at lukke over 900 kr. for første gang siden 27. august.

- Pandora-aktien er blevet meget følsom over for udviklingen i sølvpriserne, som falder noget tilbage igen i dag, siger Martin Munk.

Sølvpriserne målt på december-futuren satte for små to uger siden rekord med noteringen 53,77 dollar, men siden er den faldet til 45,92 dollar, som er prisen tirsdag middag.

I samme periode er Pandora-aktien steget 9,5 pct. fra 822,40 kr.

GENMAB FÅR SÆNKET ANBEFALINGEN

Genmab får sænket anbefalingen hos Jyske Bank til "hold" fra "køb", idet der henvises til en stor stigning på 34 pct. siden sidste regnskab og risiko for et skuffende regnskab for tredje kvartal.

Genmab falder 0,5 pct. til 1861,50 kr.

OPJUSTERINGER FRA TRE DANSKE SELSKABER

Rederiet Norden har efter en bedre end ventet udvikling i tredje kvartal opjusteret sine forventninger til driftsresultatet til 100-140 mio. dollar fra tidligere ventet 70-130 mio. dollar.

Norden-aktien løftes 3,3 pct. til 265,60 kr.

Udlejningsplatformen for elbiler Greenmobility har desuden løftet forventningerne for tredje gang i år.

Forventning til væksten i omsætningen sættes nu til 15-17 pct. mod tidligere 13-15 pct. Samtidig løftes forventningerne til væksten i driftsoverskuddet, EBITDA, til 42-47 pct. fra tidligere 32-42 pct.

Greenmobility fortsætter opturen med et plus på 4,3 pct. til 78 kr. efter mandagens fremgang på 6,6 pct.

Dagens tredje danske opjustering er kommet fra Chemometec, der har oplevet en stigende interesse for sin teknologi inden for celletælling - særligt for platformen Xcytomatic.

Der ventes nu en omsætning på 565-580 mio. kr. mod tidligere 545-565 mio. kr. og et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 320-335 mio. kr. fra tidligere 295-315 mio. kr.

Chemometec, der desuden har fået løftet kursmålet hos Danske Bank til 890 kr. fra 680 kr., stiger 6,0 pct. til 764 kr.

Der er branchenyt til Netcompany fra den franske konkurrent Capgemini, der har løftet forventningerne og på børsen i Paris stiger 6 pct.

- Capgemini nævner AI som grundlaget for et bedre end ventet momentum i butikken. Det er også noget, der kommer i fokus, når Netcompany holder kapitalmarkedsdag på fredag, siger Martin Munk.

Netcompany stiger 0,6 pct. til 290,60 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her