09. jan. 2024 kl. 11:27
68 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Zealand og Jyske Bank stiger efter aktiesa...

Zealand Pharma og Jyske Bank har tirsdag placeret sig lunt i toppen af det danske eliteindeks, hvor førstnævnte har gennemført en større kapitalrejsning, og sidstnævnte har modtaget en positiv anbefaling.

Uden for C25-indekset er der fremgang til kosmetikkæden Matas, der har leveret en opjustering.

Samlet stiger det danske eliteindeks, C25, med 0,4 pct. til 1854,18 midt på dagen.

- Vi ser overvejende positive tendenser i Europa, og det er også den underliggende gode stemning, der præger efter solide stigninger i USA mandag, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Han peger dog mod slutningen af ugen, før der for alvor bliver noget at orientere sig mod for handlerne, når der lander inflationstal fra USA torsdag, hvorefter regnskabssæsonen skydes i gang fredag med tal fra flere af de amerikanske storbanker.

- Det bliver det væsentligste i forhold til at vurdere, hvad der skal ske med renten, og hvordan centralbankerne vil agere, siger han videre.

Hertil skal investorerne holde et vågent øje med, om selskaberne begynder at løfte sløret for deres afslutning på 2023 samt synet på 2024, når de i den kommende tid kan finde på at tyvstarte med foreløbige tal.

ZEALAND SÆLGER AKTIER MED LILLE RABAT EFTER LUKKEREKORD

Zealand Pharma-aktien var mandag flyvende med en stigning på 5,8 pct., og biotekaktien har med et plus på 2,8 pct. til 401,40 kr. igen sat jagten ind på en lukkerekord.

Aktien stiger efter annonceringen af et aktiesalg med et bruttoprovenuet på 1,45 mia. kr., der er gennemført med en lille rabat på 1 pct. i forhold til mandagens lukkekurs.

Men netop det faktum, at rabatten var så begrænset, som den var, er et stærkt tegn på investorstøtte og -tillid, lyder vurderingen fra det amerikanske børshus Morgan Stanley ifølge Bloomberg News.

Provenuet skal bruges på at styrke investeringer inden for fedme.

JYSKE BANK OG CHEMOMETEC INDLEDT MED POSITIVE ANBEFALINGER

Den britiske storbank Barclays indleder dækning af aktien i Jyske Bank med anbefalingen "overvægt" og kursmålet 645 kr.

Det luner hos Jyske Bank-aktien der stiger til toppen af C25-indekset med et plus på 4,4 pct. til 518 kr.

Blandt sidepapirerne er Chemometec-aktien flyvende med et plus på 7,7 pct. til 401,40 kr., efter at det norske finanshus DNB har indledt sin dækning af aktien med en købsanbefaling og et kursmål på 525 kr.

MÆRSK I LILLE COMEBACK

Mærsks B-aktie genvinder en bid af det tabte fra dagen forinden, hvor aktien blev sendt ned på rygter om, at flere unavngivne rederier havde indgået en aftale med Houthi-bevægelsen, der den seneste tid har angrebet skibe i Det Røde Hav.

Det skrev mediet ShippingWatch, men Mærsk afviste imidlertid over for MarketWire, at containerrederiet skulle være en del af sådan en aftale.

Tirsdag har Jyske Bank sænket sin anbefaling for Mærsk-aktierne til "hold" fra "køb", men kursmålet løftes til 14.500 kr. fra 13.000 kr.

B-aktien stiger 1,4 pct. til 13.375 kr.

KURSMÅLSBONANZA

Tilbage i C25-indekset har Carlsberg fået skåret kursmålet til 1050 kr. fra 1170 kr. af finanshuset Citigroup.

Anbefalingen er fortsat "køb" for bryggeriaktien, der tirsdag falder 0,6 pct. til 847,80 kr.

Genmab får sænket kursmålet for sine aktier til 2500 kr. fra 2900 kr. af canadiske RBC, der dog fastholder den neutral anbefalingen "sector perform".

Genmab-aktien handler sidelæns i 2191 kr.

Ambu fortsætter opturen med en stigning på 1,3 pct. til 102,50 kr. efter tirsdagens fremgang på 1,9 pct.

Det sker til trods for, at selskabet har fået gentaget den negative anbefaling "sælg" af finanshuset ABG Sundal Collier, der dog har løftet sit kursmål for aktien med 10 kr. til 70 kr.

Vestas har fået hævet kursmålet for aktien til 240 kr. fra 200 kr. hos Danske Bank. Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af en analyse fra banken.

Aktien stiger 1,3 pct. til 102,55 kr.

ISS UDPEGER NY FINANSDIREKTØR

ISS har udpeget Mads Holm til ny finansdirektør med tiltrædelse senest den 1. august.

Mads Holm kommer fra Equinor, hvor han lige nu er finansdirektør for Equinor Renewables. Den tidligere finansdirektør i ISS, Kasper Fangel, er i dag topchef for selskabet.

ISS-aktien stiger 2,2 til 130,10 kr.

Matas har løftet forventningerne til omsætningen i det skæve regnskabsår med henvisning blandt andet til valutamedvind fra udviklingen mellem den svenske og danske krone, skriver Matas.

Matas-aktien stiger 7,2 pct. til 124,40 kr.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her