29. jun. 2023 kl. 08:31
21 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: GN i fokus i afdæmpet marked op til kvart...

Torsdagens danske aktiemarked står i GN´s tegn, efter salget af portugisiske Belaudição som blev annoncere onsdag aften. Også Novo Nordisk kan tiltrække sig lidt opmærksomhed efter kommentarer på en diabeteskonference i USA.

Og så har Matas købt svenske Kicks og næsten fordoblet antallet af butikker. Og ISS har fundet en ny topchef i Kasper Fangel.

Samlet ventes handlen dog at være afdæmpet op til kvartalsafslutningen fredag, der også byder på inflationsindikationer i form af europæisk forbrugerprisestimat for juni og tal for de amerikanske kerneforbrugerpriser.

I USA sluttede det amerikanske aktiemarked blandet. Det brede S&P 500-indeks faldt i sidste ende marginalt efter sving mellem plus 0,3 pct. og minus 0,4 pct. Dow Jones mistede samlet 0,2 pct., mens Nasdaq derimod lukkede 0,3 pct. højere.

De amerikanske aktiefuturser indikerer en let positiv retning med stigninger på 0,1-0,2 pct. ved åbningen i New York senere på dagen, og ses der på den tyske Dax-future, indikeres der en åbning i Frankfurt med et plus på knap 1 pct., hvilket normalt peger på en positiv åbning i København også.

Det toneangivende danske aktieindeks, C25, lukkede onsdag med et plus på 1,4 pct. i 1789,49.

GN har indgået en aftale om at frasælge Belaudição til kapitalfonden MCH Private Equity. Salget giver et provenu på omkring 500 mio. kr.

Belaudição ejer Audiçãoactiva og omsatte for omkring 35 mio. euro i 2022 via omkring 50 forretninger, som sælger høreapparater i Portugal.

Uden sammenhæng i øvrigt er kursmålet for aktien i GN hævet med knap 9 pct. til 190 kr. af Morgan Stanley. Anbefalingen er uændret "ligevægt".

GN steg 3,3 pct. til en slutkurs på 166,30 kr. onsdag.

Medicinalkæmpen Novo Nordisk ser ingen sammenhæng mellem brugen af selskabets middel til behandling af fedme, Wegovy, og udviklingen af kræftsygdomme. Koncernen venter ifølge finans.dk sent onsdag eftermiddag, at de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA, stopper sin undersøgelse.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har ikke ønsket yderligere data fra Novo Nordisk i samme forbindelse.

Novo Nordisks B-aktie lukkede onsdag i 1065 kr. efter en stigning på 1,2 pct.

NY TOPCHEF I ISS

ISS har fundet en afløser til topposten i servicekoncernen, efter at Jacob Aarup-Andersen forlod stillingen i marts til fordel for topposten i Carlsberg.

Det bliver finansdirektør Kasper Fangel, der overtager som topchef med effekt fra 1. september.

ISS aktien steg onsdag 1,2 pct. til 141,75 kr.

Matas har været på indkøb og har overtaget svenske Kicks. Der giver nye kunder på det svenske, norske og finske marked.

Selskabet har en værdi 1336 mio. kr. og en egenkapital på 698 mio. kr. Købet er fuldt gældsfinansieret og forventes afsluttet i tredje kvartal 2023.

Matas lukkede i 83,10 kr. onsdag på fondsbørsen i København efter en stigning på 0,4 pct.

Kontraktforskningsvirksomheden Gubra i Hørsholm har købt det lille danske selskab Minigut.

Minigut har specialiseret sig i evaluering af pre- og probiotika til anvendelse i fødevarer og medicin, og med købet får Gubra adgang til prekliniske dyremodeller til brug i såvel den tidlige screening af formuleringer til modeller i de senere faser.

Aktien i Gubra faldt 3,7 pct. onsdag til 8,02 kr.

Køkkenproducenten TCM Group har fået sænket kursmålet af SEB til 67 kr. fra 70 kr. Anbefalingen "hold" er gentaget.

Onsdag faldt TCM Groups aktie 0,9 pct. til 65,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her