26. sep. 2023 kl. 08:03
148 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Høje renter lægger låg på aktieappetitten...

Der er endnu en træg dag på aktiemarkedet i vente mandag, hvor en kedelige cocktail af stigende renter, høje oliepriser og sløje tal fra Kina for anden dag i træk ventes at lægge låg på risikoappetitten.

Mandag ramte den toneangivende tiårige danske rente det højeste niveau siden juli 2011, mens den amerikanske rente i løbet af handelsdagen nåede op i højeste niveau siden 2007.

Det fik investorerne til at træde varsomt på aktiemarkedet og var med til at sende det danske eliteindeks, C25, ned med 1,0 pct. i 1696,23 med fald til 21 ud af 25 aktier.

Stemningen ser ikke ud til at være vendt synderligt tirsdag, hvor det toneangivende tyske DAX-indeks indikeres svagt ned før åbningen. Det samme gør de amerikanske aktier.

Der er få selskabsnyheder at tage bestik af, så investorerne kan i stedet skæve mod USA, hvor der ud på eftermiddagen venter tal for forbrugertilliden i september. Den ventes at aftage en kende, da stigende benzinpriser forventeligt trækker amerikanernes humør ned.

NOVOZYMES SÆNKES HOS CARNEGIE

Novozymes er blandt de få selskaber, der har fået nyt tirsdag. Her har Carnegie sænket sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 380 kr.

På trods af det lavere kursmål ser Carnegie fortsat et potentiale i aktien i forhold til den nuværende aktiekurs, og købsanbefalingen bliver da også gentaget.

Novozymes´ aktiekurs trodsede mandag det generelle mismod på aktiemarkedet og steg 0,4 pct. til 296,60 kr.

ØRSTED I PROBLEMER MED FAGFORBUND

Ørsted, der mandag fik en dukkert på 4,1 pct., er muligvis løbet ind i nye problemer i USA. 215 fagforbund fra mere 100 lande har skrevet et brev til topchef Mads Nipper og skælder ud over, at den danske energikoncern ikke har indgået overenskomst med havnearbejdere og søfolk, der arbejder med opførelsen af havvindparken South Fork i New York.

Det skriver Finans.

Derudover er der nyt fra Carlsberg, der mandag har solgt euro-obligationer for samlet 1,3 mia. euro. Det fremgår af en meddelelse fra Carlsberg, der vil bruge det rejste beløb til "generelle formål" og tilbagebetaling af gæld.

Bryggeriaktien faldt mandag 0,8 pct. til 920,20 kr.

#

#







.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her