12. jan. 2024 kl. 08:08
81 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Mærsk kan tage fokus i ventet grøn start

A.P. Møller-Mærsk er i fokus fredag efter et koordineret angreb mod Houthi-bevægelsen i Det Røde Hav fra USA og Storbritannien.

Samtidig er der analysenyt til rederikoncernen, ligesom Carlsberg, Danske Bank og DSV har fået nyt fra den kant.

Samlet peger det på en grøn dag for det danske aktiemarked efter et mindre minus for eliteindekset, C25, torsdag på 0,1 pct. til 1856,14. Dampen gik af aktiemarkedet efter inflationstal fra USA for december.

Men fredag morgen stiger futures for det tyske DAX-indeks 0,6 pct., og Euro Stoxx 50-futuren ligger 0,7 pct. højere.

Anden handelsuge i 2024 ser ud til at ende positivt, da C25 sluttede i indeks 1821,20 fredag i sidste uge.

Fra udlandet kommer der over middag impulser fra USA, hvor den amerikanske regnskabssæson skydes i gang med regnskaber fra blandt andet JPMorgan, Bank of America og Citigroup. Og de kan få indvirkning på retningen på børserne i Europa.

MÆRSK I FOKUS EFTER ANGREB I DET RØDE HAV

USA og Storbritannien har i et angreb i Yemen natten til fredag ramt mere end 60 mål på over 16 lokationer med forbindelse til Houthi-bevægelsen, oplyser USA´s flyvevåben i en udtalelse.

- Mærsk-aktien bliver nok "one to watch" i dag efter nattens udvikling i Mellemøsten. Det samme gælder andre selskaber, hvor olieprisen spiller en nøglerolle, skriver Artha Kapital i en kommentar.

Oveni har Mærsk fået sænket kursmålet af finanshuset Stifel til 17.000 kr. fra 20.000 kr. Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af Bloomberg News.

Kursmålet indikerer et potentiale på 30 pct. i forhold til lukkekursen for Mærsks B-aktie torsdag på 13.100 kr., hvor aktien steg 1,1 pct. Mærsk er i år allerede steget 7,9 pct., efter at konflikten i Det Røde Hav har sendt fragtraterne i vejret.

I samme branche har transportkoncernen DSV fået løftet sit kursmål til 1450 kr. fra 1290 kr. hos Nordea, der samtidig gentager købsanbefalingen.

Torsdag steg DSV-aktien med 0,8 pct. til 1244,50 kr.

CARLSBERG FÅR LØFTET ANBEFALING

Analytikerne hos franske BNP Paribas løfter kursmålet for Carlsberg-aktien til 1040 kr. fra 965 kr., og på den baggrund er anbefalingen også hævet til "outperform" fra "neutral".

Kursmålet indikerer da også et potentiale på 16,8 pct. i forhold til lukkekursen for Carlsberg-aktien på 890,80 kr., hvor aktien i øvrigt steg 3 pct. og udbyggede årets fremgang til 5,2 pct.

Danske Bank, der kommer med regnskab for fjerde kvartal den 2. februar, har fået nyt fra DNB Markets, der løfter kursmålet til 220 kr. fra 212 kr. efter at have regnet sig frem til nye og højere estimater for storbankens indtjening i 2024 og 2025.

Estimatet for indtjeningen per aktie for de to år er løftet med omkring 3 pct. drevet af højere nettorenteindtægter, og med en kurs i forhold til indtjeningen, P/E, på cirka 7,2 fortsætter DNB med at se værdisætningen af aktien som attraktiv. Derfor gentages anbefalingen "køb", fremgår det af en analyseopdatering.

Danske Bank faldt torsdag 1,2 pct. til 188,35 kr.

ZEALAND SLOG REKORD

Blandt torsdagens vindere var Zealand Pharma, der steg 1,5 pct. til rekordkursen 423,20 kr.

Selskabet er blevet nævnt som oplagt opkøbsmål. Og det kan eventuelt være den amerikanske kæmpe Pfizer, der på den måde kan finde en vej ind på markedet for fedmebehandling, skriver Bloomberg News på baggrund af en rundspørge hos investormiljøet i biotekindustrien.

NKT endte torsdag 0,7 pct. højere i 465,80 kr., og dermed blev rekorden fra den 28. december sidste år slået.

Novo Nordisk var ligeledes på rekordjagt en stor del af dagen - men den blev indstillet, og aktien faldt 1,2 pct. til 729 kr. Torsdag aften oplyste den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, FDA, at den i en foreløbig evaluering ikke har fundet nogen sammenhæng mellem brugen af GLP-1-midler og selvmordstanker eller handlinger. GLP-1-midler som Novos Semaglutid, der er det virksomme stof i Ozempic og Wegovy.

Det samme billede gjorde sig gældende for Pandora - men som også endte torsdagen med et minus på 1,3 pct. til 985,60 kr.

Fredag har ABG Sundal Collier sænket sin anbefaling af smykkeaktien til "hold" fra "køb". Finanshuset hæver dog kursmålet til 1050 kr. fra 950 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her