13. jul. 2023 kl. 08:02
54 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Mærsk og Ørsted i fokus i ventet flad åbning

Skuffende handelstal fra Kina kan bringe Mærsk i fokus fra den danske aktieåbning torsdag, hvor det dog umiddelbart peger i retning af en tæt på uændret åbning.

Herhjemme steg C25-indekset onsdag 0,8 pct. til 1792,84 efter opløftende inflationstal fra USA, der også løftede de amerikanske børser og de øvrige markeder i Europa.

- Globale futures signalerer her til morgen, at de europæiske aktiebørser åbner omkring uforandret, konstaterer Jyske Bank i en morgenkommentar.

Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger torsdag morgen 0,1-0,4 pct. højere, mens den tyske DAX-future ligger uændret efter en pæn stigning i det ledende tyske indeks på 1,5 pct. onsdag.

STØRRE FALD I KINESISK EKSPORT END VENTET

Morgenen har budt på kinesiske handelstal, der skuffede med et større fald end ventet i både eksporten og importen. Eksporten faldt i juni målt i dollar med hele 12,4 pct. mod et ventet fald på 10,0 pct.

Importen i juni faldt i dollar med 6,8 pct. mod et ventet fald på 4,1 pct.

Umiddelbart er tallene skidt nyt for containerrederier, som lever af at fragte varer rundt i verden.

Onsdag nedjusterede Mærsk-rivalen ZIM i øvrigt sine forventninger med henvisning til fortsat svaghed i fragtrater og udsig til lavere volumenvækst end tidligere ventet.

Den melding smittede af på Mærsk-aktierne. Rederiets B-aktie faldt således 0,2 pct. til 12.895 kr. i det ellers positive marked.

Analyseopdateringer kan desuden bringe fokus på selskaber som Ørsted, Carlsberg og Rockwool.

Mest iøjnefaldende er en opjusteret anbefaling fra Credit Suisse af aktien i Ørsted til "neutral", efter at banken i mere end fem år har haft anbefalingen "underperform".

Kursmålet har desuden fået et nøk op til 610 kr. fra 530 kr.

Ørsted steg onsdag 0,4 pct. til 612,40 kr.

SÆNKET KURSMÅL TIL CARLSBERG

Carlsberg har hos Barclays fået sænket sit kursmål til 1090 kr. fra 1140 kr., men anbefalingen "market perform." er gentaget.

Aktien faldt onsdag 0,3 pct. til 1023 kr.

Der er også analysenyt til Rockwool. Britiske Barcalys har løftet kursmålet for aktien til 2375 kr. fra 2200 kr. Samtidig gentages anbefalingen "overvægt", fremgår det af Bloomberg.

Aktien steg onsdag 4,9 pct. til 1794 kr., hvilket fulgte efter en stigning på 3,5 pct. tirsdag.

Rockwool har de seneste dage fået medvind fra en opjustering hos konkurrenten Kingspan. Hertil fik den samlede bygge- og anlægssektor positiv opmærksomhed onsdag, efter at den amerikanske inflation aftog for 12. måned i streg og sendte renterne ned.

Uden for C25 har Green Hydrogen Systems desuden fået reduceret sit kursmål for aktien til 8,30 kr. hos JP Morgan. Anbefalingen er uændret "undervægt".

Før reduktionen havde JP Morgan i sin seneste analyse fra maj et kursmål på 16 kr. for aktien, hvilket tilpasset for selskabets emission efterfølgende svarer til 8,76 kr. ifølge Bloomberg.

Dermed er der omregnet tale om en reduktion af kursmålet på 5,3 pct.

Aktien faldt onsdag 2,9 pct. til 10,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her