19. dec. 2023 kl. 08:29
168 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Mærsk og Pandora tager teten i let positi...

Mærsk og Pandora er i rampelyset blandt de større danske aktier tirsdag morgen, hvor entreprenørkoncernen Per Aarsleff samtidig har afleveret årsregnskab.

Det sker i et overordnet fortsat positivt aktiemarked, hvor futures peger frem mod en let positiv start på tirsdagens handel.

Der er dog tale om begrænsede udsving, så bevægelser i de tungere enkeltaktier kan meget vel blive afgørende for den samlede retning for C25-indekset, som sluttede mandagen med en marginal stigning til 1764,05.

Det var fjerde handelsdag i træk med fremgang i det danske eliteindeks, der efter syv vinderuge i rap nu også kan notere sig en samlet fremgang på 3,8 pct. i 2023 hidtil.

På de fleste asiatiske markeder uden for Kina er humøret også højt tirsdag, og særligt i Japan er der stigninger, efter at Bank of Japan har fastholdt sin pengepolitik og retorik og dermed har undgået en stramning, der ellers har været diskuteret den seneste tid.

CARNEGIE SÆTTER HØJESTE KURSMÅL FOR PANDORA

Blandt enkeltaktierne er der mere positiv opmærksomhed til 2023´s klart bedst præsterende C25-aktie, Pandora.

Hos svenske Carnegie er kursmålet for smykkeaktien nemlig blevet løftet til 1200 kr. fra 1075 kr.

Anbefalingen er fortsat "køb".

Carnegies kursmål er det højeste blandt de analytikere, der indrapporterer til Bloomberg News.

Det næsthøjeste kommer fra franske BNP Paribas Exane, der har et kursmål på 1140 kr.

Pandora steg mandag med 0,5 pc.t til 923 kr. I 2023 indtil nu er aktien steget med massive 89,1 pct.

Også Mærsk-aktierne, der er gået kraftigt i vejret over den seneste uge, er igen i fokus tirsdag, hvor flere af de børsnoterede asiatiske rivaler stiger pænt nok en gang.

Containerrederierne er lige nu i fokus grundet krigen i Mellemøsten, der har medført omlægninger af ruterne, fordi flere skibe er blevet angrebet.

Det skubber fragtraterne i vejret, fordi fragten tager længere tid og dermed påvirker udbuddet.

Mærsks B-aktie sluttede mandag 3,1 pct. højere i 12.185 kr. Fredag steg aktien 7,9 pct., og torsdag gik den 4,8 pct. frem.

Også DSV er påvirket af uroen på fragtmarkedet, og tirsdag får det danske selskab desuden konkurrentnyt, når den amerikanske pakkekæmpe Fedex afleverer regnskab.

DSV-aktien faldt mandag med 0,5 pct. til 1117 kr., men havde også et par gode dage i sidste uge.

AARSLEFF ØGER UDBYTTET EFTER KLAR FREMGANG I 2022/23

Blandt sidepapirerne har entreprenørselskabet Per Aarsleff afleveret årsregnskab for 2022/23.

Og både i fjerde kvartal og over hele året samlet set blev overskuddet løftet klart, hvilket også baner vejen for, at Aarsleff øger sit årlige udbytte til 10 kr. per aktie fra 8 kr. per aktie efter 2021/22.

I fjerde kvartal isoleret set faldt Aarsleffs omsætning til 4962 mio. kr. fra 5202 mio. kr. i den tilsvarende periode året før, mens salget over hele året steg til 20,2 mia. kr. fra 18,1 mia. kr.

For det indeværende regnskabsår, 2023/24, venter Per Aarsleff en omsætningsvækst på minus 4 pct. til plus 1 pct. samt et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 900-1000 mio. kr.

I 2022/23 endte driften på 1078 mio. kr., og dermed lægges der op til en lille tilbagegang.

Aarsleff-aktien steg mandag med 0,2 pct. til 312,50 kr.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her