14. mar. 2025 kl. 08:02
129 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Novo ses som købsmulighed af finanshus i ...

Finanshuset Oddo ser købspotentiale i en ret sønderslået Novo-aktie, og Carlsberg er atter kommet på hylderne hos RBC Capital.

Fredag står nyheder ikke umiddelbart i kø - men der er også analysenyt til GN og Demant, der begge har fået sænket anbefalingen af Bernstein.

Overordnet er det de globale nyheder, der især præger investorernes humør. Og hvad dagen bringer af nyt fra det amerikanske. Til start kan markedet dog indregne, at det ser ud til, at det amerikanske statsapparat undgår lukning i denne omgang, da Demokaternes leder i Senatet, Chuck Schumer, har droppet sin trussel om at blokere en budgetplanen lagt frem af Republikanerne.

Samlet har de danske aktier været på lidt af en trist rejse i den snart overståede uge - men fredag kan der komme lidt genrejsning til eliteindekset, C25, hvis takterne fra futures på både det tyske Dax-indeks og Wall Street smitter af. De ligger nemlig til plusser på 0,5 pct. i det tyske og op til 0,8 pct. i det amerikanske.

Torsdag sluttede C25 handelsdagen i 1746,27 eller 0,3 pct. lavere end lukkeniveauet onsdag. For en uge siden gik eliteindekset på weekend i 1812,30. Men denne uges præstation er tynget af solide fald både mandag og tirsdag på omkring 2 pct. begge dage.

Men det er usikkerhed, der præger, lyder vurderingen fra Philip Jagd, aktiechef hos Sampension.

- Melodien fra Det Hvide Hus kan virke, som om den er gået i hak. Hver dag er der nye trusler imod nye lande eller nye varegrupper om told og sanktioner. Usikkerheden og støjen stiger, sigtbarheden nedsættes, og tiltroen på fremtiden kan få et hak. Om det bliver stort, vil tiden vise. Alt andet lige bør man som investor kræve en større risikopræmie og altså lavere pris for at købe en givet aktie, når usikkerheden er større, for så vidt angår den fremtidige pengestrøm og økonomiens sundhed og renteniveau generelt, siger han i en kommentar.

Senere fredag samles fokus sig om den amerikanske forbrugertillid, hvor der vil blive holdt øje med, om Trumps toldbarrierer har sat sig yderligere på forbrugernes optimisme i marts.

NOVO FÅR POSITIVT ANALYSENYT

Nordisk har fået hævet sin anbefaling til positive "outperform" fra "neutral" hos børshuset Oddo BHF. Samtidig justerer analytiker Martial Descoutures kursmålet i nedadgående retning med 4 pct. til 720 kr. fra 750 kr., viser data fra Bloomberg News.

Efter fem forpjuskede dage med prisfald var aktien i Novo Nordisk blevet så billig, at der er mulighed for en god handel. Det bemærkede analytikerne hos finanshuset Kepler Cheuvreux allerede torsdag med et løft af anbefalingen til "køb" fra "hold".

Torsdag steg Novo 3,4 pct. til 525 kr., hvilket giver et kurspotentiale på 37,1 pct.

GN OG DEMANT TIL EFTERSYN

Det amerikanske børshus Bernstein sænker sin anbefaling af både GN og Demant, der også samtidig begge får skruet kursmålene gevaldigt ned.

For GN er anbefalingen sænket til "underperform" fra det neutrale "market perform", og samtidig sættes kursmålet ned til 99 kr. 165 kr. Demant har fået sænket sin anbefaling til "market perform" fra "outperform" og sit kursmål til 271 kr. fra 405 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Demant-aktien faldt torsdag med 0,5 pct. til 251,60 kr., mens GN steg med 0,7 pct. til 118,15 kr.

Carlsberg har også været under kærlig behandling og er igen kommet i kridthuset hos det canadiske finanshus RBC Capital, der har løftet sin anbefaling for bryggeriaktien til positive "outperform" fra "sektor perform".

Kursmålet bliver i samme ombæring hævet til 1020 kr. fra 890 kr., viser data fra Bloomberg News.

Finanshuset Morningstar er gået den modsatte vej og har sænket sit kursmål for aktien til 890 kr. fra 970 kr. og anbefaler fortsat "hold".

Carlsbergs B-aktie faldt torsdag med 0,5 pct. til 889,40 kr.

RATENYT TIL MÆRSK

Fredag er dagen, hvor der er ratenyt til Mærsk. Det er rateindekset SCFI, der måler spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, der sendes ud.

Det er foreløbigt faldet i otte uger i træk. I ugen frem til 7. marts faldt SCFI -indekset med 5,2 pct. til 1436,3.

B-aktien i Mærsk dykkede torsdag 1,3 pct. til 12.205 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her