06. okt. 2025 kl. 08:24
186 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Ørsted i fokus op til resultatet af aktie...

Der er lagt op til en let positiv åbning på det danske aktiemarked mandag, hvor Ørsted er i fokus efter rygter om en stor sparerunde og forud for resultatet af energikoncernens aktiesalg, der skal rejse til 60 mia. kr.

Resultatet af aktiesalget ventes offentliggjort efter børslukketid.

Fredag blev der atter sat rekord på Wall Street, og i Japan stiger aktierne markant, efter at regeringspartiet, Det Liberale Demokratiske Parti (LDP), har valgt en formand, der falder i aktiemarkedets smag.

Det bliver Sanae Takaichi, der skal stå i spidsen for LDP og nu har kurs mod at blive Japans første kvindelige premierminister.

Det japanske Nikkei-indeks stiger 5 pct., mens de europæiske futures indikerer bittesmå plusser mandag morgen.

Herhjemme sluttede C25-indekset fredag 1,2 pct. højere i 1693,77. Det er det højeste niveau siden den 25. august.

ØRSTED PÅ VEJ MOD FYRINGSRUNDE

Ørsted kan få opmærksomhed, efter at Berlingske fredag erfarede, at energikoncernen er i færd med at udarbejde en spareplan, der vil medføre, at hver femte af selskabets ansatte vil blive fyret. Ørsted har omtrent 8000 ansatte, så det svarer til omkring 1600 stillinger. Ørsted, der offentliggør resultatet af sin store kapitalrejsning senere mandag, steg fredag 3,1 pct. til 120,60 kr.

Blandt vinderne var også Novo Nordisk, der sluttede 2,1 pct. højere i 378,85 kr.

Bloomberg News bragte fredag aften et interview med det danske medicinalselskabs amerikanske direktør, David Moore, der fortalte, at Novo planlægger at gøre sin kommende vægttabspille tilgængelig på såkaldte telehealth-hjemmesider i USA, lige så snart lægemidlet opnår de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse. Lanceringen ventes en gang i starten af 2026.

GENMAB FÅR LØFTET KURSMÅL HOS DEUTSCHE BANK

I samme branche har Genmab fået løftet sit kursmål hos Deutsche Bank, der har skruet op til 2000 kr. fra 1900 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb". Aktien steg fredag 3,7 pct. til 2100 kr.

Blandt sidepapirerne har Alm. Brand fået løftet sit kursmål til 21 kr. fra 19,80 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "køb". Alm. Brand sluttede fredag 0,6 pct. højere i 17,22 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her