14. nov. 2023 kl. 08:24
201 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Ørsted ofrer to direktører efter nedtur o...

Medicinalselskabet Lundbeck har fået et par analysehak i tuden og får derfor opmærksomhed frem mod starten af tirsdagens danske aktiehandel, som ser ud til at blive afdæmpet.

Samtidig har en større ledelsesændring i energiselskabet Ørsted også skabt løftede øjenbryn.

Futures svinger tirsdag morgen rundt mellem små minusser og små plusser, i Asien er udsvingene også svært begrænsede, og i USA lukkede markedet mandag med et lille plus til Dow Jones-indekset og små fald til de to øvrige ledende indeks, S&P 500 og Nasdaq.

- Dagens hovedbegivenhed er de amerikanske forbrugerpriser, og den slags store markedsbegivenheder kan lægge en dyne over handelsaktiviteten, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar tirsdag.

Inflationstallene for oktober i USA offentliggøres midt på eftermiddagen dansk tid og vil være en vigtig rettesnor i forhold til den fremtidige pengepolitik hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at den samlede inflation aftog til 3,3 pct. i årets tiende måned fra 3,7 pct. i september.

Kerneinflationen, som fraregner udviklingen i energi- og fødevarepriserne, ses forblive på 4,1 pct.

Mandag endte det danske C25-indeks 1,1 pct. højere i 1660,46.

LUNDBECK FÅR NEGATIVE ANBEFALINGER

Medicinalselskabet Lundbeck har fået sænket sin anbefaling hos britiske Barclays til "ligevægt" fra "overvægt", og samtidig er kursmålet skruet ned til 39 kr. fra 42 kr., viser data fra Bloomberg News.

Samtidig har amerikanske Morgan Stanley indledt dækning af Lundbeck med anbefalingen "undervægt" og et kursmål på 36 kr.

B-aktien i selskabet steg mandag med 1,9 pct. til 35,92 kr.

ØRSTED LAVER ÆNDRINGER I LEDELSEN

I modsat retning er det gået for det ellers pressede energiselskab Ørsted, som har fået løftet sin anbefaling hos Redburn til "køb" fra "neutral".

Samtidig har selskabet trukket sig fra et norsk projekt, og der er konkurrentnyt fra tyske RWE, men vigtigst af alt har selskabet tirsdag morgen annonceret en større ændring af ledelsen, hvor både finansdirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter fratræder med øjeblikkelig virkning.

- Ligesom resten af branchen oplever Ørsted udfordrende og ustabile markedsforhold. Derfor er bestyrelsen og jeg blevet enige med vores nuværende koncernøkonomidirektør og koncerndriftsdirektør om, at vi har brug for nye og anderledes kompetencer, siger Mads Nipper, der er administrerende direktør hos Ørsted, i en meddelelse.

Ørsted-aktien endte mandag 0,5 pct. lavere i 292,20 kr.

Aktien har haft det ekstremt svært siden august, hvor første melding om store nedskrivninger i den amerikanske forretning for havvindmølleprojekter landede.

Siden er flere dårlige nyheder fulgt efter, og aktien er samlet faldet med godt 53 pct. i år

ANALYSENYT I FLÆNG

Fra analysefronten er der også nyt til Coloplast, der efter sidste uges regnskab har fået sænket kursmålet hos amerikanske Bernstein til 765 kr. fra 830 kr.

Anbefalingen er fortsat "market perform", fremgår det af Bloomberg News. Coloplast sluttede mandag 1,5 pct. højere i 707,60 kr.

Rederiet DFDS har fået sit kursmål hos Carnegie skåret til 422 kr. fra 450 kr., men her holdes der fast i den positive anbefaling "køb".

Aktien endte mandag 0,1 pct. lavere i 196,30 kr. og er faldet med mere end 23 pct. siden årets begyndelse.

H+H International har fået sit kursmål hos selvsamme Carnegie skåret til 70 kr. fra 80 kr. Anbefalingen er her uændret "hold".

Mandag faldt H+H med 0,9 pct. til 78,80 kr.

Tilbage blandt elitepapirerne er der nyt til Vestas, idet den tyske konkurrent Nordex har afleveret regnskab for de første ni måneder af året.

Det pegede på øget salg og flere ordrer samt et mindsket underskud.

Vestas-aktien steg mandag med 0,6 pct. til 168 kr.

RTX LEVERER OVER FORVENTNING OG GIVER NY PROGNOSE

Den nordkyske teknologikoncern RTX har leveret foreløbige resultater for 2022/23, der overstiger de senest udmeldte forventninger, og samtidig har selskabet også luftet en prognose for 2023/24.

Her ventes der en omsætning på 580-630 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 40-60 mio. kr.

Den foreløbige opgørelse for 2022/23 viser en omsætning på 783 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 108 mio. kr.

Den seneste udmeldte forventning var en omsætning på 700-760 mio. kr og et driftsresultat på 85-105 mio. kr.

Aktien endte mandag uændret i 80 kr.

I regnskabskalenderen tirsdag er Schouw & Co., Intermail og Rovsing.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her