25. okt. 2023 kl. 08:30
254 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Ringkjøbing Landbobank leverer stærke tal...

Ringkjøbing Landbobank er alene på regnskabsscenen herhjemme onsdag, hvor der til gengæld er masser af impulser fra udlandet, som kan få betydning for flere af de danske selskaber - herunder Carlsberg og DSV.

Samtidig er der en lang række analyseændringer at forholde sig til for investorerne, der kigger på et marked, som ser ud til at få en start tæt på udgangspunktet.

Tirsdag startede C25 klart i grønt for siden at gå tilbage i fald for ottende handelsdag i træk, men det hele endte dog alligevel med et forsigtigt plus på 0,4 pct. til 1611,29 for eliteindekset, som dermed fik afbrudt den længste taberstime siden coronaudbruddet i starten af 2020.

Onsdag morgen vakler futures for det tyske DAX-indeks og det britiske FTSE 100-indeks frem og tilbage mellem små plusser og små minusser.

Med til at trække op er god stemning i Asien, der er hjulpet frem af en stor hjælpepakke i Kina.

Samtidig ser de lange renter ud til at holde sig på et lavere niveau, hvilket tirsdag var udslagsgivende for vendingen på aktiemarkedet.

RINGKJØBING VISER STOR FREMGANG OG HOLDER FAST I LØFTET PROGNOSE

Ringkjøbing Landbobank har onsdag morgen sat flere tal på den gode udvikling i tredje kvartal, som var baggrunden for endnu en opjustering af forventningerne for nylig.

De forventninger fastholdes i regnskabet, som i øvrigt viser nettorenteindtægter på 686 mio. kr. mod 410 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Nettooverskuddet blev 561 mio. kr. mod et plus på 329 mio. kr. i tredje kvartal 2022.

Aktien endte tirsdag 0,3 pct. lavere i 978,50 kr.

DSV FÅR FLERE SÆNKEDE KURSMÅL

Transport- og logistikselskabet DSV har efter tirsdagens regnskab for tredje kvartal fået en lang række sænkede kursmål.

Blandt andet Nordea, Carnegie, JPMorgan og ABG Sundal Collier har sænket kursmålene for DSV, mens britiske HSBC har løftet sin anbefaling til "hold" fra "reducer" og fastholdt sit kursmål på 1150 kr.

Samtidig har DSV fået nyt fra Schweiz, hvor også rivalen Kuehne+Nagel har afleveret regnskab for tredje kvartal.

Og det var - ganske som hos DSV - med lavere omsætning end ventet på grund af udfordrende markedsvilkår.

DSV-aktien faldt på regnskabsdagen med 6,5 pct. til 1045 kr.

Også stenuldsproducenten Rockwool har fået et sænket kursmål.

Carnegie har således skåret sit kursmål til 1950 kr. fra 2300 kr., mens den positive anbefaling "køb" ifølge data fra Bloomberg News er fastholdt.

Aktien faldt tirsdag med 0,1 pct. til 1608 kr.

For Royal Unibrew er det gået i den modsatte retning, da bryggeriet har fået løftet sit kursmål til 700 kr. fra 650 kr. hos britiske Barclays.

Anbefalingen er fortsat "overvægt" af aktien, der tirsdag steg 0,9 pct. til 518,20 kr.

HUSCOMPAGNIET OG TCM FÅR SKÅRET STORE LUNSER AF KURSMÅL

For de mindre aktier i Huscompagniet og TCM Group er der blevet gået hårdt til værks hos svenske SEB.

Førstnævnte har hos den svenske bank fået sænket sit kursmål til 47 kr. fra 60 kr., mens anbefalingen "hold" er gentaget, og TCM har fået sænket sit kursmål til 43 kr. fra 70 kr.

Også her er anbefalingen stadig "hold".

TCM faldt tirsdag 1,0 pct. til 40,10 kr., mens Huscompagniet steg med 2,2 pct. til 41,60 kr.

SEB har også sænket sit kursmål for Solar til 700 kr. fra 750 kr. Her er anbefalingen stadig "køb". Solar steg tirsdag 1,8 pct. til 437 kr.

CARLSBERG FÅR BLANDET NYT FRA HOLLAND

Bryggeriet Carlsberg kan skæve til Holland, hvor rivalen Heinken har aflagt et blandet regnskab for tredje kvartal, der viste en lidt bedre udvikling end ventet i mængderne, men en lidt dårligere end ventet udvikling i omsætningen.

Carlsberg gør selv status for tredje kvartal på tirsdag i næste uge.

B-aktien i bryggeriet sluttede 0,8 pct. højere i 873,40 kr. tirsdag.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her