09. okt. 2025 kl. 07:57
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Rockwool får købsanbefaling og Carlsberg ...

Nyt fra analytikerne præger nyhedsstrømmen torsdag, hvor Rockwool kan se frem til at få noget opmærksomhed oven på en købsanbefaling, mens Carlsberg omvendt får sænket kursmålet.

Der er generelt afventende stemning på aktiemarkederne, hvor den fortsatte nedlukning i USA dog endnu ikke har afholdt investorerne fra at sende de amerikanske børser i nyt rekordterritorium.

Onsdag ramte henholdsvis Nasdaq og S&P 500-indekset deres rekord nummer 32 og 33, og appetitten efter kunstig intelligens - og alle aktier, der beskæftiger sig med det - er tilsyneladende endnu ikke mættet.

Også i Danmark var stemning god onsdag, hvor C25-indekset steg for femte gang på seks handelsdage 0,9 pct. til 1712,38.

Med til at præge billedet torsdag er også, at Israel og Hamas ifølge flere medier har godkendt en fredsaftale.

Det giver forsigtige plusser i formarkedet i både Europa og USA, men kan også presse rederierne, da det på sigt kan betyde en tilbagevenden til sejlads gennem Det Røde Hav.

ROCKWOOL LØFTET TIL KØB

Rockwool, Carlsberg og Nordea har fået analytikernyt.

Førstnævnte kan glæde sig over, at den britiske storbank Barclays løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" med et kursmål på nu 300 kr. fra 270 kr.

Det nye kursmål indikerer et potentiale på 27 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, da aktien steg 1,2 pct. til 236,20 kr.

Også Nordea har fået positivt nyt, da amerikanske Citi har løftet kursmålet for aktien til 15,90 euro, eller 118,73 kr., fra førhen 14,80 euro.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb", og det nye kursmål indikerer et potentiale på knap 15 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, da aktien faldt 0,2 pct. til 103,55 kr.

Omvendt har Carlsberg fået sænket sit kursmål hos HSBC til 840 kr. fra 910 kr. Anbefalingen af bryggerikoncernens aktie er fortsat "hold".

Carlsberg steg onsdag 0,6 pct. til 749,80 kr.

Uden for C25 har MT Højgaard fået løftet kursmålet med 20 pct. til 550 kr. af SEB. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".

MT Højgaard steg onsdag 0,2 pct. til 473,50 kr.

SEB har også set nærmere på Per Aarsleff og Solar. Førstnævnte får løftet kursmål 10 pct., mens Solar bliver sænket 7 pct.

Aarsleff-aktien steg onsdag 0,6 pct. til 727 kr., og Solar lukkede uændret i 211 kr.

Der er nyt på regnskabsfronten torsdag, hvor både B&O og Greenmobility aflægger kvartalsregnskaber.

B&O gik onsdag frem med 0,6 pct. til 13,58 kr., og Greenmobility steg markante 14,7 pct. frem mod torsdagens regnskab.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her