21. jun. 2023 kl. 08:10
35 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Rockwool og Netcompany justeret i hver si...

Analytikerne har haft travlt forud for åbningen onsdag, og det er blandt andet blevet til en løftet anbefaling til Rockwool, mens Netcompany omvendt har fået slagtet sit kursmål og sænket sin anbefaling

Det kan være med til at sætte retningen i et marked, der ellers ikke er præget af de store nyheder. Dog kan Vestas og DSV skue ud over landets grænser til nyt fra konkurrenter.

Der venter en relativt rolig åbningen, hvis udviklingen i de udenlandske formarkeder står til troende. I Tyskland indikeres det toneangivende DAX-indeks op med 0,1 pct., mens de amerikanske markeder dansker omkring gårsdagens udgangspunkt.

Herhjemme klarede C25-indekset lige akkurat skærerne og lukkede med et spinkelt plus på 0,1 pct. i 1815,78.

Stemningen vil formentlig være afventende, som det også sås tirsdag, mens markedet ser frem mod eftermiddagens store begivenhed, når chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, taler i den amerikanske Kongres.

Her vil hvert et ord blive vejet på en guldvægt, og afviger centralbankchefen fra sine hovedbudskaber ved sidste uges rentemøde, kan det sætte markedet i svingninger.

ROCKWOOL LØFTET, NETCOMPANY SÆNKET

Rockwool er blandt de aktier, der har fået nye skudsmål fra analytikerne forud for åbningen. Stenuldproducenten er blevet set efter i sømmene hos Nordea, der har løftet anbefalingen til "hold" fra "sælg".

Banken notere sig, at den seneste tids kursfald virker som en overreaktion, og at den ser indikationer på fortsat prisdisciplin hos Rockwool.

Aktien lukkede tirsdag med et fald på 0,1 pct. til 1608 kr.

Omvendt er Netcompany blevet hængt til tørre af ABG Sundal Collier, der efter mere end et års pause har opdateret sit syn på aktien.

ABG har sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb", mens kursmålet er blevet mere end halveret til 290 kr. fra 685 kr.

Tirsdag steg aktien 0,6 pct. til 288,50 kr.

Derudover har Novozymes også fået sænket sit kursmål hos børshuset Jefferies til 380 kr. fra 400 kr.

Anbefalingen "hold" bliver gentaget.

Aktien sluttede tirsdag 0,6 pct. lavere i 333,20 kr.

DSV-KOLLEGA SKUFFEDE

Logistikselskabet DSV kan skæve mod USA, hvor branchefællen Fedex tirsdag kunne fremvise en skuffende prognose, der sendte aktien ned i det amerikanske eftermarked.

Pakkekæmpen regner med en justeret indtjening per aktie i regnskabsåret 2023/24 på 16,50-18,50 dollar, altså med et midtpunkt i 17,50 dollar, mens forventningen på Wall Street blandt analytikerne ifølge Bloomberg News var sat i 18,31 dollar.

Desuden ses omsætningen udvikle sig fladt eller med en vækst i den lave ende af de encifrede procentsatser. Det skal sammenlignes med et bud i markedet om et salg i det nye regnskabsår på 91,12 mia. dollar, hvilket vil svare til et plus på 1 pct. i forhold til udviklingen i 2022/23, hvor omsætningen landede i 90,2 mia. dollar.

Fjerde kvartal i det forgangne regnskabsår var samtidig en skuffelse på toplinjen.

DSV faldt tirsdag 0,2 pct. til 1352 kr.

Også Vestas har fået konkurrentnyt fra kinesiske Envision, der har vundet en kæmpeordre på 1 gigawatt til et projekt i Usbekistan. Dermed fortsætter tendensen, hvor de kinesiske vindmølleproducenter begynder at vinde markedsandele uden for det beskyttede hjemmemarked.

Envision har for nyligt også vundet store ordrer i Ægypten og Indien, ligesom selskabet for kort tid siden vandt en ordre på 1,7 gigawatt i Saudi-Arabien.

Vestas steg tirsdag 1 pct. til 191,02 kr.



.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her