13. feb. 2024 kl. 08:30
131 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Små fald i sigte inden inflationstal - Lu...

Der er lagt op til en overvejende negativ åbning på det danske aktiemarked tirsdag, hvor investorerne kan skæve til en række anbefalinger og ændrede kursmål for Rockwool, A.P. Møller-Mærsk og Pandora inden spændingen om eftermiddagens inflationstal fra USA udløses i eftermiddag.

Netop prisrapporten ventes at blive styrende for aktiemarkederne verden over i eftermiddag, da den kan skubbe til renteudsigterne i USA.

Mandag glippede årets 11. rekord til det amerikanske S&P 500-indeks, da aktierne trak sydover i de sidste par timers handel, og indekset sluttede 0,1 pct. lavere.

Samlet er det amerikanske marked faldet i størrelsesordenen 0,3 pct. efter dansk børslukketid. Den tyske DAX-future indikerer et behersket fald i nogenlunde samme størrelsesorden: 0,2 pct.

Mandag sluttede C25-indekset marginale 0,03 pct. lavere i 1886,69.

TRE JUSTERINGER

Fra børshusene er der kommet justeringer af tre C25-selskaber.

Rockwool er blevet hævet til "neutral" fra "sælg" hos Goldman Sachs, der har løftet sit kursmål med næsten 20 pct. til 2049 kr. Det er dog stadig et stykke fra lukkekursen for Rockwool på 2159 kr. mandag, hvor aktien steg 2,5 pct.

A.P. Møller-Mærsk har fået skåret sit kursmål hos JPMorgan til 13.300 kr. fra 14.400 kr., hvilket stadig berettiger til anbefalingen "neutral". Desuden har Jyske Bank snittet sit kursmål med 2000 kr. til 12.500 kr. Her er anbefalingen uændret "køb". Mærsks B-aktien steg mandag 0,9 pct. til 11.005 kr.

Analytikere har også opdateret regneark for Pandora, der har fået løftet sit kursmål hos Morgan Stanley, men kun til 1055 kr. fra førhen 960 kr. Anbefalingen er stadig "ligevægt" og kursmålet ligger under lukkekursen mandag, hvor Pandora steg 0,8 pct. til 1098 kr. Endnu sværere ved at regne Pandoras kurs hjem, har RBC Capital det tilsyneladende. Her er kursmålet sat op til 820 kr. fra 720 kr., mens anbefalingen stadig er negative "underperform".

Blandt sidepapirerne er Lundbeck blevet løftet til "køb" fra "hold" af Deutsche Bank, der også har løftet kursmålet med 8 pct. til 42 kr. fra 39 kr. B-aktien i Lundbeck faldt mandag 0,6 pct. til 32,08 kr.

KØBSTILBUD MED PRÆMIE

Og så kan Intermails aktionærer glæde sig over et købstilbud på 16 kr. per aktie, eller knap 47 pct. højere end mandagens lukkekurs på 10,90 kr.

Budgiver er kapitalfonden Capidea Kapital IV, der har lagt buddet via datterselskabet Caphold 4 Inv. Og en stor del af hjemmearbejdet er gjort. Kapitalfonden har opnået bindende tilsagn fra aktionærer, der sidder på lige over 75 pct. af aktiekapitalen.

Intermail har længe levet en stille tilværelse på børsen. Markedsværdien er blot 39 mio. kr., og aktien har haft det svært siden august 2022, hvor den toppede i 18 kr.

I løbet af de seneste fire år har Intermail været handlet i et spænd på 6,25 kr. og 18 kr.





.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her