19. jun. 2025 kl. 08:19
87 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Zealand Pharma i fokus efter nye data

Endnu en rød dag truer for C25-indekset, hvor krigen mellem Israel og Iran fortsat lægger en dæmper på investorernes humør.

Zealand Pharma kan dog løbe med noget positiv opmærksomhed, efter at selskabet onsdag aften fremlagde forsøgsdata, som flere analytikere betegner som lovende. Det kan måske hive aktien ud af det kursmæssige dynd, den har befundet sig i de sidste mange dage.

Der er ikke mange selskabsnyheder at forholde sig til torsdag, så stemningen vil formentlig fortsat være præget af konflikten i Mellemøsten, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt har godkendt angrebsplaner på Iran. Det skriver avisen Wall Street Journal.

Donald Trump afviste onsdag at svare direkte på, om USA vil angribe Irans atomfaciliteter.

Derudover er dagen præget af rentemøder i blandt andet Storbritannien og Norge. De kommer dagen efter at den amerikanske centralbank afsluttede sit todages møde. Helt som ventet forblev renten uændret, men centralbankchef Jerome Powell sendte dog aktiemarkederne en smule ned med en melding om, at inflationen ventes at stige de kommende måneder.

I Danmark lukkede C25-indekset onsdag med et fald på 0,8 pct. til 1764,56. Dermed er det danske eliteindeks faldet fire ud af de sidste fem dage.

ZEALAND PHARMA MED "OPMUNTRENDE" DATA

Zealand Pharma kunne onsdag aften offentliggøre nye data for vægttabsmidlet Dapiglutid.

Der er ifølge børshuset Jefferies tale om "opmuntrende data".

- Selv om vi tidligere har antydet, at et vægttab på cirka 12 pct. eller over ville bygge tillid til Dapiglutids vægttabsprofil, mener vi, at resultaterne stadig bekræfter et potentiale for at nå et vægttab på over 20 pct. i fase 3, skriver Jefferies´ analytiker Lucy Codrington i et notat.

- Vi er fortsat optimistiske omkring programmet under antagelsen, at større antiinflammatoriske fordele vil vise sig i senstadiestudierne og venter et topsalg på 3 mia. dollar, fortsætter hun.

Også bivirkningsprofilen for Dapiglutid betragtes som positiv.

Jefferies bemærker dog også, at markedets holdning til Zealand Pharma er på et lavt niveau i USA.

Det danske fedmeselskab har været under gevaldigt pres de seneste par dage, efter at den amerikanske kæmpe Eli Lilly fremlagde tidlige studiedata fredag. Det har sendt Zealand-aktien i hullet.

Hos Jefferies bemærker Lucy Codrington yderligere, at tiltroen til Zealand er relativt lav i USA.

Onsdag steg aktien i Zealand med 0,9 pct. til 380,50 kr. I årets løb er aktien dykket næsten 47 pct.

DANSKE BANK FÅR LØFTET KURSMÅL

Der er også nyt til Danske Bank, som har fået løftet sit kursmål til Danske Bank har fået løftet kursmålet til 290 kr. fra 270 kr. af svenske SEB, som samtidig holder fast i sin købsanbefaling af bankaktien.

Det fremgik onsdag sen eftermiddag af data fra Bloomberg News.

Det nye kursmål indikerer 13,3 pct. potentielt afkast over de kommende 12 måneder.

Onsdag lukkede Danske Bank stor set uændret i 256 kr.

Der er også en mindre nedgradering af Novo Nordisk, hvor Nordea har sænket sit kursmål for aktien til 834 kr. fra 850 kr. Anbefalingen "køb" bliver dog gentaget.

Novo-aktien faldt onsdag 1,1 pct. til 482,50 kr. Det var dermed fjerde dag i træk med fald.

Derudover har Demant fået løftet sit kursmål med en tier til 325 kr. hos BNP Paribas Exane, der fortsat anbefaler "outperform".

Demant lukkede med et fald på 0,5 pct. til 272,20 kr.´

POSITIVE ORD TIL CARLSBERG

Carlsberg kan notere sig en positive analyse fra amerikanske Citi, som spår et robust halvår drevet af godt vejr i Europa og momentum i Indien.

Timingen af påsken samt generelt godt vejr i Vesteuropa tegner godt for Carlsberg. Det indiske marked ventes fortsat at vise god fremgang, mens det hårdt prøvede kinesiske marked formentlig ikke er blevet værre, skriver Citi-analytiker Simon Hales i analysenotat.

Citis kursmål lyder på 1040 kr., og det indikerer 16 pct. potentielt afkast over de kommende 12 måneder, efter at Carlsberg-aktien onsdag steg 1,4 pct. til 896,60 kr.







.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her