06. maj 2026 kl. 08:21
79 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

AL Sydbank-topchef er tilfreds med momentum efter fusion - mister ikke kunder

AL Sydbank-topchef er tilfreds med momentum efter fusion - mister ikke kunder

Fusionen skrider planmæssigt frem hos AL Sydbank, hvor de første synergigevinster er ved at vise sig efter et kvartal med stort fokus på organisationen, hvilket naturligvis har medført en del usikkerhed på medarbejderfronten.

Det siger AL Sydbanks topchef, Mark Luscombe , i et interview med MarketWire i forbindelse med bankens regnskab for første kvartal.

Kvartalsregnskabet er det første AL Sydbank leverer baseret på en bank, efter at fusionen mellem Sydbank, Vestjysk Bank og Arbejdernes Landsbank blev annonceret tilbage den 27. oktober 2025.

- Det skrider planmæssigt frem. Vi er fem måneder inde i fusionen, og vi har fået sat vores organisation. Vi har fået udpeget 500 ledere. Og vi har fået valgt datacentral. Vi er i fuld gang med at sammenlægge filialer. Så vi holder en relativt høj hastighed på at få eksekveret på vores fusion, noterer Mark Luscombe og tilføjer:

- Man kan se i regnskabet, at vi også begynder at levere de første synergigevinster. Så vi føler os ret komfortable med fremskridtet i forhold til fusionen.

Når det kommer til fusionens påvirkning af forretningsmomentummet, noterer topchefen, at udlånsaktiviteten vidner om god forretningsmomentum - selv om noget selvfølgelig er konjunkturdrevet.

AL Sydbanks bankudlån steg for perioden med 2,1 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 1,5 pct. i forhold til ultimo 2025.

En anden måde at se på forretningsmomentum er ved at kigge på kundeudviklingen, hvilket er noget AL Sydbank på grund af fusionen "holder virkelig skarpt øje med".

- Efter de første 3 måneder af året kan vi ikke se nogen indikationer på, at vi mister kunder. Faktisk kan vi se, at vi på en række af vores kundeområder har en lille smule nettofremgang. Jeg vil ikke begynde at lægge noget i det. Det eneste, jeg vil sige, er, at vi kan ikke konstatere, at vi mister kunder på nuværende tidspunkt, siger Mark Luscombe.

- Vi er tre måneder inde i året og fem måneder inde i fusionen, så man skal også passe på med at tage glæderne på forskud. Men vi er egentlig ganske udmærket tilfredse med det momentum, vi ser på kundesiden, fortsætter topchefen.

FOKUS PÅ MEDARBEJDERSIDEN

Et stort fokus hos AL Sydbank har været på at få sat organisationen, hvilket også vil fortsætte ind i den næste periode.

- Vi er meget bevidste om, at noget, der kan gøre, at en fusion ikke lykkes det er - at man ikke får svejset kulturerne godt nok sammen og får lavet en ny fælles kultur. Så det er noget, der fylder rigtig meget i den næste fase her.

Usikkerhed omkring organisationen har dog været til at mærke i første kvartal, udtaler Mark Luscombe og henviser først og fremmest til, at ingen af de tre banker, der er grundlaget for AL Sydbank, tidligere har været vant til større opsigelsesrunder.

- Derfor er det noget, der rammer hårdt i organisationen, når man gør det.

- Så det er klart, at første kvartal har været et rigtig hårdt kvartal for vores medarbejdere. Fordi man har gået med usikkerhed omkring, er jeg er en del af holdet eller ikke en del af holdet. Man har været usikker på, hvem er det, jeg får som chef, hvem bliver mine nye kollegaer. Det her har vi adresseret i forbindelse med, at vi har fået sat organisationen, fortsætter Mark Luscombe og tilføjer, at der er kommet mere ro på efter marts.

Når det kommer til fusionens betydning for antallet af filialer er svaret tydeligt:

- Vi fastholder at være i alle de byer, vi er i.

- Men i nogle af de byer, der har vi to eller flere filialer, og der skal vi konsolidere. Det er vi godt i gang med, og vi kommer til at være på plads, inden vi går på sommerferie. Og så går vi fra de her cirka 140 filialer ned til omkring 88.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 294 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig