Tirsdagens vigtige dom i Højesteret om arbejdsskadeforsikring får Danske Bank til at sende sit kursmål for Alm. Brand Group en anelse lavere. Til gengæld fastholdes anbefalingen "køb" ligeledes understøttet af et stærkt regnskab for første kvartal.
- De solide resultater førte til en opjustering af forventningerne for 2026, som holdt i seks timer, indtil Højesterets ugunstige afgørelse om arbejdsskadeerstatning. Vi mener dog nu, at de efterfølgende risici er fjernet og forventer, at markedet vil fokusere på det grundlæggende, skriver banken.
Den sætter et kursmål på 19,50 kr. mod tidligere 20 kr. efter Højesterets dom, der åbner for, at arbejdsskader med tabt erhvervsevne på under 15 pct. fremadrettet skal kunne tilkendes minimumserstatning for tabt erhvervsevne.
Oven på dommen hensatte Alm. Brand 700 mio. kr. og nedjusterede sin bare få timer gamle opjusterede prognose. Desuden blev tilbagekøbsprogrammet for i år reduceret med 500 mio. kr. til 1 mia. kr.
Danske Bank kalder imidlertid den ekstra hensættelse på 700 mio. kr. for "håndterbar", og venter, at markedets eventuelle bekymringer over forsikringskoncernens solvens vil stoppe.
Selve regnskabet vidner ifølge banken om en stærk forbedring af den underliggende skadesprocent med 170 basispoint til 63,5 pct. fra 65,2 pct.
Og efter dommen i Højesteret spår Danske Bank prisforhøjelser på arbejdsskadeforsikringer, der alene i 2027 kan løfte væksten i forsikringsindtægterne med 2 pct.point.
Alm. Brand-aktien stiger onsdag formiddag med 1,3 pct. til 15,16 kr. efter et fald på 2,1 pct. tirsdag.
.\\˙ MarketWire