17. jun. 2025 kl. 16:20
46 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Amerikanske solcelleaktier styrtdykker efter bristede stø...

Amerikanske aktier inden for solcelleenergi styrtdykker på børsen i New York fra åbningen tirsdag, efter at Senatets republikanere er kommet med et bud på deres version af den så omtalte " Big Beautiful Bill", som lægger op til at udfase skattefradrag til investeringer i vedvarende energiprojekter tidligere end ventet.

I forvejen havde det andet kammer i Kongressen, Repræsentanternes Hus, vedtaget store forringelser i forhold til den tidligere meget gunstige Inflation Reduction Act, men mange i den vedvarende energisektor i USA havde formentlig håbet, at Senatet ville komme ud med noget, der var bedre for sektoren.

Det kunne det i hvert fald tyde på, når der ses på tirsdagens udvikling i det forskellige amerikanske solenergiaktier. Blandt dem ligger Sunrun efter en halv times handel i New York hele 39 pct., SolarEdge dykker 33 pct., mens Enphase Energy falder 24 pct.

Den nye version af lovpakken, der er kommet fra Senatets finanskomité, afslutter subsidier til vind- og solenergi i 2028. Til sammenligning vil støtte til atomkraft, vandkraft og geotermisk energi fortsætte frem til 2036.

Desuden fjernes støtte til både leasede og købte solcellesystemer på hustage, og det lægger yderligere pres på en i forvejen presset sektor, vurderer analytikere.

Lovgivere kan stadig komme med ændringer til lovpakken, som Senatet ifølge Bloomberg News sigter mod at vedtage og sende tilbage til Repræsentanternes Hus for endelig vedtagelse 4. juli.

Den republikanske senator i Texas, John Cornyn, sagde mandag aften ifølge Bloomberg, at skatterabatterne ikke var en afgjort sag.

- Dette er kun åbningsbilledet. De fleste af medlemmerne, som ikke er inden for Finance (i Senatets finanskomité, red), har ikke set det, sagde han.

Hos finanshuset Guggenheim vurderer analytiker Joe Osha dog, at det vil være naivt at tro, at lovgiverne kommer til at lave ændringer, der bevarer skatterabatterne for solcellepaneler til boliger.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her