f
09. sep. 2025 kl. 10:30
31 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Anglo American og Teck Resources fusionerer - NY

Britiske Anglo American og canadiske Teck Resources har inden for minesektoren indgået en af de største fusioner i årtier og dannet Anglo Teck Group.

Det skriver Bloomberg News.

Aftalen mellem de to giganter Anglo American og Teck Resources vil skabe en af verdens største kobberproducenter, hvis den godkendes af tilsynsmyndigheder.

Bestyrelserne for Anglo og Teck har enstemmigt anbefalet aftalen, der ventes færdigbehandlet inden for 12-18 måneder, hvorefter Anglo Americans aktionærer vil eje 62,4 pct., og Teck-aktionærerne vil eje 37,6 pct. af Anglo Teck.

Anglo vil forud for fusionen udbetale et ekstraordinært udbytte på 4,5 mia. dollar til selskabets aktionærer.

I TOP FEM

I en pressemeddelelsen oplyser Anglo American, at det samlede Anglo Teck vil være blandt verdens top fem kobberproducenter, med en årlig produktion på omkring 1,2 mio. ton. DeN ventes at vokse med omtrent 10 pct. til 1,35 mio. ton i 2027.

Teck Resources omsatte i første halvår 2025 for 4,3 mia. canadiske dollar, eller 3,1 mia. amerikanske dollar. Mandag havde selskabet en markedsværdi på omkring 17,2 mia. dollar.

Sideløbende omsatte Anglo for 8,9 mia. dollar i første halvår af 2025.

Begge selskaber har været i søgelyset som opkøbsmuligheder af større mineselskaber de seneste år, hvor blandt andet BHP sidste år prøvede at købe konkurrenten Anglo for 49 mia. dollar.

Købsforsøget skabte en hektisk aktivitet i branchen, i høj grad drevet af et ønske om at udvide kobberproduktionen, skriver Bloomberg News.

GLENCORE FORSØGTE

Tilbage i 2023 solgte Teck Resources selskabets kulaktiver til Glencore, der af flere omgange prøvede at købe Teck. Salget var en del af en større omvæltning i forsøget på at strømline forretningen.

Retter man blikket mod kobberproduktionen, producerede Teck 215.000 ton kobber i første halvår af 2025, hvor Anglo producerede 342.000 ton.

Mineselskabet BHP, der er et af verdens største mineselskaber, producerede til sammenligning i sit andet halvår af det det forskudte 2025 regnskabsår over 1 mio. ton kobber.

Anglo American stiger på børsen i London tirsdag formiddag med 7,3 pct.

På den anden side af Atlanten stiger Teck Resources med 9 pct. i det amerikanske formarked.





.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her