De asiatiske aktier stiger til nær rekordniveauer mandag, hvor særligt udviklingen i Sydkorea og Taiwan er ekstra positiv på grund af øget optimisme omkring kunstig intelligens og bedre end ventede regnskaber fra de store teknologiselskaber.
Det skriver Bloomberg News.
Fredag var det kun de japanske, australske og newzealandske investorer der var aktive, mens resten af regionen holdt fri for 1. maj.
Mandag holder de japanske og kinesiske aktiemarkeder lukket.
Med til at bidrage til det positive humør er blandt andet Apple, der aflagde regnskab efter amerikansk børslukning torsdag, hvilket bidrog til positiv stemning blandt de amerikanske aktier fredag.
Blandt enkeltaktierne stiger taiwanesiske TSMC omkring 6,6 pct., mens den sydkoreanske chipproducent SK Hynix øger med 11 pct.
- Markederne klarer sig godt i øjeblikket på grund af denne AI-drevne handel eller AI-drevne hype, udtaler Dilin Wu, strateg hos Pepperstone Group og fortsætter:
- Men denne geopolitiske uro og også den høje oliepris udgør altid en hæmsko. Derfor vil jeg være forsigtigt optimistisk med hensyn til det asiatiske marked generelt.
Mandag bidrager også udtalelser fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om, at USA fra i dag vil begynde at lede skibe, der ikke er involveret i Iran-konflikten, gennem Hormuzstrædet.
Bloomberg News skriver dog, at en højtstående iransk embedsmand til gengæld har udtalt, at Iran vil betragte enhver amerikansk indblanding i strædet som et brud på våbenhvilen.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en fremgang på 2,2 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser. Indekset er ikke langt fra rekordniveauet nået den 27. februar, lige inden krigen mellem USA og Iran brød ud.
Det australske ASX-200-indeks stiger med 0,4 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i plus med 4,6 pct., mens det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger i samme niveau.
Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 1,7 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | LUKKET |
| Topix | LUKKET |
| Hongkongs Hang Seng | +1,7 |
| China Shanghai Composite | LUKKET |
| China CSI 300 | LUKKET |
| Taiwan Taiex | +4,6 |
| Sydkoreas Kospi | +4,6 |
| Singapores STI | +0,6 |
| Sydney ASX 200 | +0,4 |
Indeksværdi klokken 06.05.
.\\˙ MarketWire