21. okt. 2025 kl. 06:58
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Asien: Solide stigninger for anden dag i træk giver gevin...

Mandagens massive stigninger i de japanske aktier forlænges tirsdag, hvor også de de øvrige asiatiske markeder fra morgenstunden fulgte trop med solide stigninger.

Begejstringen er afløst af gevinsthjemtagning ud på den asiatiske eftermiddag, omend den positive stemning stadig er i højsædet.

Vigende handelsspændinger mellem verdens to største økonomier - USA og Kina - øger risikostemningen, mens det næsten stensikre valg af japanske Sanae Takaichi til Japans næste premierminister sender Tokyobørsen mod endnu en indeksrekord.

USA´s præsident, Donald Trump, sagde mandag, at han forventer at nå frem til en fair handelsaftale med den kinesiske præsident, Xi Jinping, og han nedtonede samtidig risikoen for et sammenstød om spørgsmålet om Taiwan.

Netop handelsspændingerne mellem USA og Kina har tynget markederne i de seneste uger, og investorernes fokus retter sig nu mod Trumps planlagte møde med Xi i forbindelse med en økonomisk konference i Sydkorea i næste uge.

Håbet om, at en vedvarende løsning er på vej, løfter MSCI´s bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan til det højeste i fire et halvt år med en stigning på 0,9 pct.

De amerikansk futures indikerer sideløbende stigninger på 0,1-0,2 pct., når markedet i New York åbner tirsdag.

Det japanske Nikkei-indeks forlænger mandagens himmelflugt med yderligere 0,7 pct., og det bredere Topix-indeks øger 0,3 pct.

Det er fortsat udsigten til den finanspolitiske due, Sanae Takaichi, som landets kommende premierminister, der får stemningen i vejret ikke mindst på baggrund af en svækket yen.

Takaichi er stimulusorienteret og imod yderligere rentestramninger.

Også aktierne i Hongkong følger trop med en stigning i Hang Seng-indekset på 1,7 pct., mens indeksene på fastlandet viser stigninger på 1,2-1,5 pct. i Shanghai Composite og CSI 300.

Taipeis Taiex-indeks og Seouls Kospi-indeks øger henholdsivs 0,7 pct., og 0,4 pct., mens Singapores Strait Times-indeks lukker hullet efter mandagens helligdag med en stigning på 1,4 pct.

Sydneys ASX 200-indeks ligger ved lukketid med et plus på 0,7 pct.

#

Indeks                   Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225                         0,7

Topix                              0,3

Hongkongs Hang Seng                1,7

China Shanghai Composite           1,2

China CSI 300                      1,5

Taiwan Taiex                       0,7

Sydkoreas Kospi                    0,4

Indiens BSE Sensex                 0,5

Singapores STI                     1,4

Sydney ASX 200                     0,7

--------------------------------------

#

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her