23. jan. 2024 kl. 06:41
182 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Asien: Store udsving i såvel japanske som kinesiske aktie...

De asiatiske aktiemarkeder ligger blandet tirsdag, hvor de japanske aktier er vendt rundt efter en positiv start, og de kinesiske aktier på fastlandet fortsætter den lange nedtur trods udsigt til støtte fra politisk hold, mens aktieinvestorerne i Hongkong holder fast i støttemeldingerne fra Beijing.

MSCI´s bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier stiger 0,5 pct., mens de amerikanske aktiefutures samtidig indikerer et marginalt kursfald i Dow Jones-indekset, mens S&P 500 og Nasdaq står til stigninger på 0,1 pct., når handlen går i gang i New York senere på dagen.

Det japanske marked startede i fuld galop, men efter at centralbanken, Bank of Japan, forudsigeligt fastholdt den ultralette pengepolitik, satte gevinsthjemtagning ind og sendte aktieindeksene tilbage til udgangspunktet, inden investorerne besindede sig.

Nikkei 225 stiger 0,3 pct., og Topix-indekset øger 0,2 pct.

På det kinesiske fastland fortsætter kursfaldene trods forsikringer fra Beijing om, at regeringen vil optrappe den mellem- og langsigtede kapitalindsprøjtning på markedet for at styrke stabiliteten samt fremme sund udvikling.

Meldingen kom efter mandagens kabinetsmøde, der blev ledet af premierminister Li Qiang.

I formiddagens løb kom så oplysninger om, at de kinesiske myndigheder overvejer en massiv pakke på 278 mia. dollar hovedsageligt fra kinesiske offshore-konti hos statsejede virksomheder, som en del af en stabiliseringsfond til at købe fastlandsaktier gennem Hong Kong Exchange Link.

Det sendte Hang Seng indekset i Hongkong op med over 3 pct., og også Shanghai Composite og CSI 300 rykkede op i det grønne felt, men fortsat kapitaludstrømning fik hurtigt bugt med fastlandsaktierne, der faldt tilbage, mens Hongkong-aktierne beholdt største delen af den indledende stigning.

Composite og CSI 300 øger henholdsvis 0,1 pct. og 0,2 pct., mens Hang Seng-indeks stiger 2,8 pct. Hongkong-indekset er dog fortsat faldet knap 10 pct. siden årsskiftet.

De øvrige børser ligger med divergerende stigninger. Taiwans børs i Taipei har et plus i Taiex-indekset på 0,2 pct., Singapores Strait Times-indeks er næsten uændret, mens Kospi-indekset i Seoul øger 0,5 pct.

ASX-indekset på børsen i Sydney står til at lukke med en stigning på 0,5 pct.

#

Indeks                   Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225                         0,2

Topix                              0,1

Hongkongs Hang Seng                2,8

China Shanghai Composite           0,1

China CSI 300                      0,2

Taiwan Taiex                       0,2

Sydkoreas Kospi                    0,5

Indiens BSE Sensex                -0,2

Singapores STI                     0,1

Sydney ASX 200                     0,5

--------------------------------------

#

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her