07. aug. 2023 kl. 07:23
231 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Banker/Nordnet: Udsigt til udbyttefest

De stigende renter har skabt et guldlok-scenarie for bankerne, som formentlig vil fejre de bedre tider med en regulær udbyttefest.

Det vurderer investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, i en kommentar mandag.

- 2023 bliver det bedste år økonomisk for bankerne i meget lang tid i gennemsnit, og billedet ser ud til at fortsætte de kommende to år yderligere; mindst. I hvert fald hvis man betragter udviklingen igennem analytikernes forventninger, skriver Per Hansen.

Han peger dog på, at indtjeningen næppe bliver meget bedre, end den er nu, og befinder sig på en form for plateau.

Derfor minder udviklingen til forveksling om A.P. Møller-Mærsk, hvis indtjening boomede i 2021 og 2022, da der var pres på forsyningskæderne på grund af coronapandemien, mener Per Hansen.

Han anser det for realistisk, at bankernes nedskrivninger vil tage til i de kommende år. Men på den anden side er dansk økonomi så stærk, så meget store tab virker meget lidt realistisk, mener Per Hansen.

Han regner desuden ikke med, at renterne vil falde så meget, at de bliver negative på tre til fem års sigt, og derfor lover sektorens indtjening godt:

- På den måde kan man godt forestille sig, at de gode tider ikke bliver bedre, men heller ikke ret meget ringere, konstaterer Per Hansen.

Analytikernes estimater viser, at bankerne de kommende tre år vil tjene akkumuleret 35-45 pct. af den nuværende aktiekurs.

Og derfor vil der være store udbytter på vej.

Nordea har eksempelvis en målsætning om at udbetale 60-70 pct. i udbytte, mens Danske Bank siger 40-60 pct.

- Investorerne er inviteret med til udbyttefest, og pay-out forhold på 60 pct. eller mere bør være normen snarere end den øvre grænse de kommende år plus aktietilbagekøb, vurderer Per Hansen.

Han advarer dog om, at selv om prisfastsættelsen af bankerne er lav, er det ikke nogen garanti for, at investorerne om to år har fået solide afkast.



.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her