30. okt. 2025 kl. 10:51
27 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Carlsberg/CEO: Klar forbedring i Asien drevet af stabilis...

Carlsbergs asiatiske marked har vist "klar forbedring" i årets tredje kvartal, som trods yderligere tilbagegang har budt på et stabiliserende kinesisk marked og bedring i Vietnam.

Det fortæller Jacob Aarup-Andersen, administrerende direktør i Carlsberg, i forbindelse med bryggeriets handelsopdatering for kvartalet.

- Jeg synes, at vi har et godt momentum i Asien. Vi er stadig lidt nede, men det er en klar forbedring i forhold til andet kvartal, fortæller Jacob Aarup-Andersen til MarketWire.

For det samlede Asien gik mængderne organisk tilbage med 1,2 pct. målt mod samme periode sidste år, mens omsætningen faldt 0,6 pct. organisk.

ØJNER LILLE BEDRING I KINA

For det store kinesiske marked, som gennem knap to år har budt på svagt humør hos forbrugerne, kan Carlsberg melde om en flad udvikling i mængderne. Ser man mod fjerde kvartal, ventes der en lille bedring i markedsvilkårene.

- Vi siger ikke, at vi tror, at Kina nu vender. Det er et for stort statement. Men vi ser en stabilisering af Kina, og givet hvor store vi er i Kina, og hvor profitabelt landet er, så er det vigtigt for os, at vi har et stabilt Kina, hvor vi kan vise lidt vækst, siger Carlsberg-topchefen videre.

Humøret hos de kinesiske forbrugere er dermed også fortsat svagt, men håbet hos Carlsberg er, at en permanent handelssituation mellem Kina og USA kan løsne en smule på den sure stemning, siger Jacob Aarup-Andersen.

Tidligere på året kom den kinesiske regering med nye tiltag i den såkaldte "anti-extravagance"-politik, som skal dæmpe overdådige banketter, dyre gaver, unødvendige rejser og luksusbiler for landets embedsmænd.

Det mærkes også på Carlsbergs on-trade, som omfatter salget på barer og restauranter, fortæller Carlsberg-topchefen.

- Det har været en af faktorerne, der har gjort, at vores on-trade-kanaler har været under pres. Men vi er stærkere i off-trade, lyder det om salget i supermarkeder og butikker.

- Den styrke, vi har i den segment, gør også, at det ikke har ramt os så hårdt, som det har ramt andre, siger Jacob Aarup-Andersen videre.

VIETNAMISK OMSTILLING BETALER SIG

I Vietnam faldt volumerne med omkring 5 pct. i kvartalet. Det er dog en bedring fra forrige kvartal, hvor mængderne faldt tocifret, efter at Carlsberg fik et "stød" i landet grundet svage vilkår og en konkurrent, der rykkede hårdt på markedet.

Det har fået Carlsberg til at ændre på sit distributionssetup og brandstrategi i landet, og det betaler sig.

- Når man får sådan et stød, så børster man støvet af, omdirigerer tropperne og kører videre, siger Carlsberg-topchefen, som forventer yderligere bedring i fjerde kvartal.

I handelsopdateringen fastholdt Carlsberg sine forventninger til resten af året om en organisk vækst i driftsresultatet, EBIT, på 3-5 pct.

Carlsberg-aktien falder torsdag formiddag med små 0,1 pct. til 779,80 kr.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her