12. aug. 2025 kl. 15:55
101 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Cheføkonomer: Inflationstal skaber usikkerhed om lavere r...

De amerikanske kerneforbrugerpriser steg som ventet med 0,3 pct. i juli, hvilket bringer den årlige inflation op på 3,1 pct. Og det bør ikke give "skvulp" på rente- eller aktiemarkedet.

Det mener Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv.

- Dagens amerikanske inflationstal er som ventet og bør dermed isoleret set ikke give anledning til de store skvulp på hverken rente- eller aktiemarkedet, skriver han i en kommentar.

Cheføkonomen tilføjer, at fokus den kommende tid vil være på rækken af amerikanske toldforhøjelser, der kan give anledning til en mere tydelig fremgang i inflationen. Det er hans forventning, at inflationen i USA har udsigt til at tiltage med 3,5-4,0 pct. ved årets udgang.

Omvendt peger cheføkonomen på, at det amerikanske arbejdsmarked viser tegn på opbremsning.

- Den seneste betydelige nedjustering af jobvæksten og en mere blød fremgang i privatforbruget har givet ny næring til recessionsfrygten i USA. En fortsat tiltagende inflation i USA vil derfor i sig selv heller ikke være nok til at aflyse fremtidige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank. Ikke mindst med tanke på at løftet til inflationen fra de højere toldsatser meget vel kan være af midlertidig karakter.

Samlet er vurderingen fra Tore Stramer, at aftagende jobvækst kombineret med begrænset midlertidigt inflationspres fra de højere toldsatser vil fastholde muligheden for yderligere amerikanske rentenedsættelser i efteråret.

FOKUS PÅ TILTAGENDE INFLATION

Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, fokuserer i sin kommentar på, at inflationen kan være ved at tage til og peger på, at der skal tydeligere indikationer på svaghed i forbrug og beskæftigelse, før den amerikanske centralbank, Fed, kan sænke renterne.

- Rapporten tyder på, at de seneste måneders tendens til lavere inflation er ved at vende, og at inflationen kan være ved at tage til i USA. En åbenlys årsag er mekaniske effekter på priser fra Trumps toldforhøjelser, som derudover skaber inflationspres i servicefagene, hvilket vi fik indikationer på i servicesektorens erhvervstillidsrapport sidste uge, siger aktiechefen.

I den modsatte retning af tiltagende inflation trækker tegn på opbremsning i det amerikanske boligmarked.

Vurderingen fra aktiechefen er, at de amerikanske forbrugere sandsynligvis står over for yderligere prisstigninger, som skaber risiko for forbrugeropbremsning.

- I første omgang gør højere inflation det svært for Fed at sænke renterne, medmindre der kommer tydelige(re) tegn på svaghed i forbrug og beskæftigelse. P.t. håber aktiemarkedet på lavere renter fra Fed allerede til september, men det er langt fra givet med dagens inflationsrapport, der trækker i den modsatte retning, siger Philip Jagd.





.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her