03. sep. 2025 kl. 09:30
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Coloplast har vasket tavlen ren med ny strategi: Analytik...

Coloplast har med sine "ambitiøse, men opnåelige" mål for de næste fem år nulstillet markedets forventninger til medicoselskabet.

Forventningerne gør det samtidig opnåeligt for en ny topchef at levere på vækstmålene, lyder holdningen hos flere analytikere, efter at Coloplast tirsdag holdt kapitalmarkedsdag.

Her blev strategien, Impact4, fremlagt med nye mål for både den organiske vækst og fremgangen i driftsresultatet. Dertil fremsatte Coloplast en forventning til afkastet på den investerede kapital.

I årene frem til 2029/30 venter Coloplast en organisk vækst på 7-8 pct. og en vækst i driftsresultatet i faste valutaer og før særlige poster på niveau eller bedre end toplinjevæksten. Afkastet på det investerede kapital ventes at være mere end 20 pct. i perioden.

Under den hidtidige strategi Strive25 var forventningen en organisk vækst på 8-10 pct., mens forventningerne til indtjeningen var en driftsmargin på mere end 30 pct.

Netop de nye forventninger til indtjeningen var til den skuffende side, påpeger Jyske Banks analytiker Henrik Hallengreen Laustsen.

- Særligt målene for indtjeningsvæksten levede ikke op til markedsforventninger, og vores fornemmelse var også, at Coloplast bevidst har valgt opnåelige (læs: forsigtige) mål for ikke at skuffe markedet igen igen, og som en ny CEO skal kunne leve op til, skriver han.

Et tema ved kapitalmarkedsdagen var også, hvordan Coloplast i den kommende periode vil arbejde på at forbedre profitabiliteten på tværs af forretningen. Derfor hænger det ifølge Jyske Banks analytiker ikke sammen, at væksten i driftsresultatet blot skal være på niveau eller over toplinjevæksten.

Det "handler nok om, at det skal være en sikkerhedsbuffer i målene", påpeger han.

Hos ABG Sundal Collier stemmer analytiker Morten Larsen i. Han ser ligeledes den ny strategi som en mulighed for Coloplast for at vaske tavlen ren.

- Nulstillingen var påkrævet for at få selskabet tilbage på sporet, fremgår det af en analyse.

- Vi mener, at Coloplasts kerne er stærk, men nu har vi brug for at se, at Coloplast rent faktisk leverer og viser, at en ny strategi kan ændre kulturen, fortsætter Morten Larsen.

Væsentligt er det også, at den nye administrerende direktør, når denne er fundet, køber ind på strategien og de finansielle mål under Impact4. På den korte bane kan skiftet på topposten øge usikkerheden og risikoen, påpeger Jyske Bank, der dog også ser en kommende afklaring fjerne et risikoelement i aktien.

MANGLENDE KLARHED OM LEDERSKAB

Netop uklarheden om den administrerende direktør slås ned på i en analyse fra DNB Carnegies Jesper Ingildsen.

Børshuset gentager budskabet om en nulstilling og vurderer, at de nye finansielle mål er realistiske.

Til gengæld savnes klarhed om lederskabet i Coloplast, der for nuværende sker under bestyrelsesformand Lars Rasmussen.

- Trods det seneste fald i kursen og gårsdagens velkomne nulstilling af de langsigtede forventninger vurderer vi, at investorerne stadig ønsker klarhed om lederskabet og en forbedret eksekvering for at genopbygge tillid i casen, skriver Jesper Ingildsen.

Dertil vurderes det, at den nye prognose for indtjeningsvæksten skaber tvivl om, hvorvidt strategiperioden vil byde på en forbedring af indtjeningsmarginen i Coloplast taget et fornyet fokus på innovation og en ambition om at komme tættere på kunderne i betragtning.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her