06. maj 2025 kl. 15:17
77 visninger

Coloplast/Akademikerpension: Pludseligt topchef-exit skab...

Bestyrelsen i Coloplast har fyret topchef Kristian Villumsen, og i stedet vil bestyrelsesformand Lars Rasmussen overtage posten midlertidigt.

Det vækker kritik hos pensionskassen Akademikerpension, som ad flere omgange har luftet sin holdning til Lars Ramussen, der også tidligere har siddet som administrerende direktør for selskabet i et årti.

- Coloplast har skuffet flere gange gennem længere tid, så noget skulle der ske, men den bor jo også hos Lars Rasmussen qua hans lange tenure som både tidligere CEO og bestyrelsesformand, siger Anders Schelde, der er investeringsdirektør hos Akademikerpension.

Ikke mindst stiller han sig undrende over for timingen af fyringen, og at man med det pludselige exit nu står uden topchef og i stedet skal besætte posten ved at hive formanden ind midlertidigt.

- Jeg synes, at det er et tegn på manglende rettidig fornyelse i ledelsen, at man havner i denne lidt underlige situation, så nu håber vi, at processen med at finde en permanent og stærk CEO lykkes, siger Anders Schelde.

I første omgang har Lars Rasmussen og bestyrelsen givet ham 12 måneder på posten, før en afløser skal være fundet. I mellemtiden vil han agere som menigt bestyrelsesmedlem, mens næstformand Jette Nygaard-Andersen overtager formandsrollen.

GENTAGENDE KRITIK

Tidligere har Anders Schelde i 2024 over for mediet Medwatch særligt kritiseret, at Lars Rasmussen varetog hele tre formandsposter i store life science selskaber samtidig. Her er tale om Coloplast, Lundbeck og WSA. Lundbeck har han siden forladt.

Nu forlader han kortvarigt endnu en post, men det bliver for igen at sætte sig i direktørstolen, som han ellers forlod i 2018. Sideløbende skal han arbejde for at finde sin afløser.

- Bestyrelsen har spurgt, om jeg vil tage den, mens vi leder efter en ny direktør, har Lars Rasmussen forklaret til MarketWire.

Her satte han også flere ord på, hvilken opgave der venter som topchef.

- Beslutningen er den, at der hvor selskabet er nu, den størrelse og kompleksitet, og med de opgaver, der ligger foran os nu, har vi brug for ny energi og ny eksekveringskraft, i forhold til det som vi har nu.

Han anerkender samtidig, at det er bestyrelsens opgave at have arvefølgen klar, så en ny topchef er parat den dag en siddende stopper. Og den opgave har man ikke løst.

- Det har der ikke været her, men det er ikke det samme som, at der ikke er en pipeline. Der har bare ikke været nogen, der var klar lige nu, lyder det.

HOLDER ØJE MED AKTIEPOST

Hos Akademikerpension vil Anders Schelde i den kommende tid holde et vågent øje med rekrutteringsforløbet, og hertil have et ekstra blik rettet mod Lars Rasmussens køb og salg af aktier i selskabet.

- Det er helt klart en af de ting, vi vil kigge efter, før vi øger vores bet på Coloplast. Et pejlemærke i denne henseende er velsagtens også, om Lars Rasmussen selv investerer mere i selskabet igen. Vi noterede os i hvert fald, at han i efteråret reducerede sin beholdning med ikke mindre end 90 pct., siger han.

Akademikerpension ejer aktuelt aktier i Coloplast for 147 mio. kr., oplyser pensionskassen.

Coloplast-aktien dykker tirsdag 7,2 pct. til 646,20 kr. Aktien har tabt 17,8 pct. siden årets start.

Coloplast nedjusterede i sidste uge forventningerne til året og venter nu en organisk vækst på omkring 7 pct. mod et tidligere skøn på 8-9 pct.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her