02. sep. 2025 kl. 15:17
72 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Coloplast/CEO: USA er stadig nøglemarked - sværere at spå...

Coloplast har med sin nye strategiplan Impact4 taget hul på fem nye år for medicoselskabet. Det sker i en noget mere foranderlig verden, end det var tilfældet, da den hidtidige strategi Strive25 blev fremsat.

Strive25 viste sig ikke at udvikle sig efter planen. I perioden har Coloplast - og resten af verden - været prøvet af covid-19 og Ruslands krig i Ukraine med store prisstigninger til følge. Sideløbende har medicoselskabet døjet med en træg kinesisk forretning.

Det har fået Coloplast til at ændre syn på mulighederne i forretningen i Kina, der i dag er at betragte som et "almindeligt stort marked" og ikke den vækstplatform, som forretningen ellers var tænkt som.

- Kina er et almindeligt stort marked med et udtalt ønske om at fremme sin egen industri, så meget som det overhovedet kan lade sig gøre, fortæller Coloplasts midlertidige administrerende direktør Lars Rasmussen til MarketWire i forbindelse med selskabets kapitalmarkedsdag.

Coloplast måtte i sit forskudte tredje kvartal trække et produkt tilbage i Kina som følge af lokale tekniske krav, og selskabet har i længere tid døjet med et haltende salg af stomiposer i landet.

Vækstpotentialet er altså svundet ind i Kina. Til spørgsmålet, om det også i fremtiden vil være gangbart at drive forretning i et land, der favoriserer egne producenter, lyder svaret:

- Det kan jeg ikke svare på. Det må vi se.

- Men Coloplast har en meget stærk position og en meget høj markedsandel i segmenter, hvor man nærmest skal tvinge brugerne til at konvertere, fordi vi har produkter, som man vænner sig til at bruge, fortsætter Lars Rasmussen og afslutter:

- Det er en anden markedsdynamik, end du har i de fleste andre lande, så jeg kan ikke svare på spørgsmålet.

USA ER ET NØGLEMARKED

Hvor det kinesiske væksthåb i løbet af Strive25 og med indgangen til Impact4 er svundet ind, er forhåbningerne til det amerikanske marked anderledes optimistiske.

Selv om markedet også er præget af uforudsigelighed - ikke mindst under USA´s præsident, Donald Trump, der i sine første knap otte måneder i Det Hvide Hus blandt andet har indført omfattende told på udenlandske varer - er Lars Rasmussens vurdering, at der stadig er tale om et mere transparent marked.

- Det er et marked, hvor spillereglerne måske er mere transparente end i Kina, og hvor vi kender spillereglerne.

Den midlertidige topchef tilføjer, at der i en industri som medicosektoren ofte gælder særlige regler, hvis man vil have sine produkter på markedet og sikre offentlige tilskud - og det er dynamikker, som Coloplast kender ganske godt.

Det ændrer dog ikke på, at der i nogen grad hersker uforudsigelighed. I Coloplast vælger man at fokusere på de regler, der er gældende nu - blandt andet at Coloplasts produkter er fritaget told i USA - og ellers være omstillingsparat, hvis tingene skulle ændre sig.

- Vi har valgt at sige, at vi kender reglerne, som de er nu, og det er det, vi navigerer efter. Hvis reglerne ændrer sig, ændrer vores slagplaner sig, siger Lars Rasmussen.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her