08. sep. 2025 kl. 09:34
54 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Coloplast/Deutsche: Kursmål sænkes efter skuffende margin...

Coloplast har efter sidste uges kapitalmarkedsdag været igennem regnemaskinen hos Deutsche Bank, der har skruet ned for sit kursmål for aktien.

I en analyse henviser analytiker Falko Friedrichs til en skuffende indtjeningsvækst under den nye strategi Impact4, der løber til og med 2029/30. Omvendt beskrives målet for den organiske omsætningsvækst på 7-8 pct. som attraktiv.

- Vi har reduceret vores indtjeningsestimater og kursmål efter sidste uges kapitalmarkedsdag. Selskabet går efter en attraktiv organisk vækst (CAGR) på 7-8 pct. frem til 2030, men med en lavere indtjeningsvækst end ventet, fremgår det af analysen fra Deutsche Bank.

Indtjeningen under strategiperioden ventes at vokse på niveau eller over toplinjevæksten.

- Ydermere er det endnu uklart, hvordan selskabet bliver påvirket af de foreslåede tilskudsændringer i USA, der - hvis vedtaget - kan føre til prispres, fortsætter Falko Friedrichs.

I USA har myndighederne præsenteret en række tiltag, der kan påvirke flere af Coloplasts forretningsområder. Af positivt nyt ønsker myndighederne en fast pris på bestemte sårplejeprodukter. Prisen ventes fastsat til 125 dollar per kvadratcentimeter, hvilket er højere end gennemsnitsprisen for Coloplasts omfattede produkter, der tæller produkter af fiskeskind - såkaldte biologics-produkter.

Dertil har Centers for Medicare and Medicaid Services foreslået en ændring af regel, hvilket kan føre til et konkurrenceudbud blandt producenter af medicinsk udstyr på områderne for blandt andet katetre, stomiposer og produkter til folk med trakeostomier. Eventuelle ændringer ventes tidligst effektueret i 2027.

En anden usikkerhed, der fortsat hænger over Coloplast, er manglen på en fast administrerende direktør. Bestyrelsen i medicoselskab fyrede i maj daværende topchef Kristian Villumsen, og for nuværende varetager bestyrelsesformand Lars Rasmussen stillingen.

- Med udgangspunkt i de usikkerheder og sammenlagt med en nylig ulige levering på mål samt to produkttilbagekaldelser mener vi, at mere tålmodighed er påkrævet, indtil aktien kan blive genevalueret, fremgår det.

Kursmålet sænkes til 660 kr. fra 708 kr., og anbefalingen "hold" gentages.

Coloplast-aktien falder mandag 1,1 pct. til 621,80 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her