04. mar. 2026 kl. 06:38
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Danske Bank skruer op for sit vækstestimat for 2026 trods pres på Novo Nordisk

Danske Bank skruer op for sit vækstestimat for 2026 trods pres på Novo Nordisk

Den økonomiske vækst i Danmark står til at tiltage i år, hvis man spørger hos Danske Bank.

Og det til trods for, at mastodonten og et af de normalt store trækheste - medicinalselskabet Novo Nordisk - venter klart negativ salgsvækst i år.

- Novo Nordisk forventer et fald i omsætningen på 5-13 pct. i 2026. I vores prognose er vi gået ud fra, at det skyldes et markant prisfald på især det amerikanske marked, men at der stadig er udsigt til en betydelig vækst i mængden af medicin, der fremstilles. Derfor har vi indregnet, at medicinalindustrien bidrager med 0,5-1 pct.point til den reale BNP-vækst i år og til næste år, skriver Danske Banks økonomer anført af cheføkonom Las Olsen i den seneste økonomiske prognose.

- Det er dog klart, at en øget mængde, der i høj grad bliver produceret i udlandet, og som så bliver solgt til lavere priser, ikke rigtig vil ændre ved de egentlige forhold i dansk økonomi. Real BNP-vækst er ikke altid et godt mål for det, der for alvor betyder noget for de fleste, og det kan udviklingen i år altså blive et godt eksempel på, fortsætter han.

Danske Bank vurderer i prognosen, at væksten i bruttonationalproduktet (BNP) herhjemme bliver 3,0 pct. i år mod tidligere vurderet 2,7 pct.

Det vil dermed være en fremgang fra den aktuelle bud på væksten i 2025, som lyder på 2,9 pct.

For 2027 er vækstskønnet fortsat 2,1 pct., fremgår det.

LAVERE INFLATION I SIGTE

Der ventes samtidig også en lidt lavere inflation end tidligere i år, hvor Danske Bank nu ser prisstigninger på 1,0 pct. på årsbasis mod tidligere 1,1 pct., mens skønnet for 2027 uændret er 1,8 pct.

Ledigheden ses stadig vokse til 3,0 pct. i år fra 2,9 pct. i 2025 og vokse videre til 3,4 pct. i 2027.

Netop den lave inflation, vil også holde købekraften hos de danske forbrugere stærk, vurderer Danske Bank.

- Inflationen tog et ordentligt dyk i januar til 0,8 pct. som følge af (næsten)fjernelsen af elafgiften. Effekten vil vare året ud og holde inflationen omkring 1 pct. i stedet for 2 pct. i 2026. Fødevareinflationen, som er den mest synlige for forbrugerne, er aftaget. Faktisk er fødevarepriserne direkte faldet siden i sommer, om end det delvis skyldes normale sæsonudsving, skriver Danske Banks økonomer.

INGEN TEGN PÅ NEDGANG I BOLIGMARKEDET

Understøttende for den danske økonomi er det også, at der fortsat ikke ser ud til at være tegn på nedgang i boligmarkedet, hvor priserne stadig er stigende.

- Opturen på boligmarkedet fortsætter, og på landsplan er huspriserne steget 7,5 pct. det seneste år ifølge Boligsiden, mens ejerlejlighederne er blevet 16,5 pct. dyrere. Samtidig er handelsaktiviteten fortsat relativt høj, mens udbuddet er lavt. Det er en tendens, der går igen på tværs af landet – ikke kun i hovedstaden, om end det er klart mest udpræget her, skriver Danske Banks økonomer.

- I hovedstaden er prisen på huse steget knap 12 pct. det seneste år, og lejlighedspriserne er steget mere end 20 pct., mens udbuddet af lejligheder aldrig har været lavere, og vi skal tilbage til midten af 00’erne for sidst at finde så korte liggetider, fortsætter de.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 186 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig