18. sep. 2023 kl. 12:04
186 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

DFDS/CEO: Overtager velsmurt maskine - spår få kapitalomk...

DFDS regner ikke med de store kapitalomkostninger i forbindelse med opkøbet af færgeoperatøren FRS Iberia/Maroc, oplyser selskabet ved en telekonference mandag.

Samtidig fortæller DFDS´ administrerende direktør, Torben Carlsen, at der er plads til en vis forbedring af det opkøbte selskabs rentabilitet, men at der er tale om en i forvejen veldreven forretning.

Flere af FRS Iberias skibe er af ældre dato, påpeger analytiker Michael Vitfell-Rasmussen fra Danske Bank i forbindelse med telekonferencen.

- Der er en tendens til at bruge ret gamle skibe i området, og det kommer vi selvfølgelig ikke til at ændre fra dag til dag, siger Torben Carlsen.

Topchefen tilføjer, at blandt DFDS´ overvejelser at indsætte et eksisterende og muligvis modificeret DFDS-skib på ruten, men at der er tale om relativt beskedne kapitalomkostninger. Endvidere ser DFDS også på muligheden for at indgå et samarbejde med en tredjepart i 2024.

- Alt i alt er der tale om en rimelig omkostningslet forretning, og vi har i sinde at fortsætte sådan.

Den eksisterende flåde består af syv skibe, hvoraf fem er ejet af FRS Iberia, og de resterende to er charteret.

FRS Iberia ventes i 2023 at omsætte for 1,0-1,2 mia. kr. og levere et driftsmargin før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 18-20 pct. DFDS vurderer, at der kan være plads til nogle forbedringer, men en større rentabilitetsforøgelse vil næppe ske i den nærmeste fremtid.

Til spørgsmålet, om en vækst i EBITDA. mar 2023ginen på op mod 10 pct.point er i vente, svarer topchefen:

- Jeg tror, at vi er lidt mere beskedne end det. Ruterne har været veldrevne af de nuværende ejere. Som vi nævner i meddelelsen, tror vi, at vi har nogle værktøjer, der kan anvendes, der bør øge profitabiliten.

- Men for nuværende vil vi bruge tid på at lære forretningen at kende, og så vil vi komme med en mere fast prognose, fortsætter Torben Carlsen og tilføjer, at man i DFDS er sikker på, at de nuværende marginer som minimum vil blive realiseret.

Historisk har FRS Iberia leveret en stabil vækst, hvis der ses bort fra modvinden under covid-19. Opkøbet rummer således ikke bare en attraktiv multiple for DFDS, men også et attraktivt udgangspunkt.

Over de seneste fem år har det opkøbte selskab leveret en tocifret vækst i fragtmængderne. Udgangspunktet har dog været lavt, pointeres det.

UDELUKKER IKKE ENDNU ET OPKØB

Opkøbet er finansieret gennem en blanding af lånefinansiering og brug af eksisterende likvide midler og øger DFDS´ gældsfaktor til 3,0, hvilket er helt i toppen af selskabets egen målsætning. Alligevel vil DFDS om muligt kunne hæve sin gearing til over målsætningen for en kort tid, hvis en eventuel opkøbsmulighed præsenterer sig.

- Har I stadig plads til en transaktion af samme størrelse uden at skulle udstede nye aktier?, spørger Dan Togo Jensen, der er analytiker i Carnegie, i forbindelse med telekonferencen.

- Det mener jeg, at vi har. Vores mål er at have en gearing på 2-3, men i særlige tilfælde kan vi gå over 3 i en kort periode, hvis der er tale om en forretningscase, der bringer os under 3 igen, lyder svaret fra finansdirektør Karina Deacon.

- Denne transaktion gør ikke, at vi ikke kan gøre en tilsvarende transaktion i 2024, hvis det skulle være nødvendigt, tilføjer hun.

Opkøbet af FRS Iberia sker til en pris på seks gange selskabets EBITDA i 2023. Baseret på den ventede driftsindtjening vil prisen lande i niveauet 1,08-1,44 mia. kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her